Det retsløse barn – når det sociale system idømmer dødsstraf

helikoptergyerekszc3bclc5912

“I et civiliseret samfund, flyder loven på et hav af etik”
Earl Warren, US Supreme court

I Danmark har vi ikke dødsstraf. Det er der to grunde til. For det første mener vi, at det er etisk forkert at tage et andet menneskes liv. For det andet, er risikoen for, at vi henretter en uskyldig for tungtvejende i forhold til, at vi de fleste gange ville henrette den rigtige.

Man kan sige det sådan, at vi ved, at der kan ske fejl i retssystemet og derfor vil vi ikke risikere at gøre uoprettelig skade.

Faktisk er vi Danmark ret gode til at helgardere os i juraen. Til at sikre basale rettigheder. Man kan få fri proces, appelmuligheder, rettigheder i fængslet – både under varetægt og afsoning af straf. Det er ikke et perfekt system, men det er trods alt ret godt. Retssystemet.

Det kan derfor synes absurd, at der findes en hel gren af juraen, en hel sektion af retssystemet, der er fuldstændig uden rettigheder og selvjustits.

Socialretten.

Socialret er det lovområde, der sikrer vores rettigheder og lovgiver om vores forpligtelser på det sociale område. Det indbefatter alt fra pension og sygdomsydelser over handicap til børneområdet.

Socialretten er også det område, der er allerlavest prioriteret juridisk set. F.eks. skriver Kammeradvokaten dobbelt så meget information om Teleret (!), som om Socialret og børn og handicapsager nævnes slet ikke under beskrivelsen af Socialret.

Ligeledes føres socialretssager heller ikke i retssystemet. Du har altså ikke ret til at appellere din “dom” til hverken lands- eller højesteret, for på den må at få din sag vurderet juridisk og af uvildige øjne. Socialretssager føres i Ankestyrelsen og statsforvaltningen for familieretssager, som samvær og forældremyndighed.

Er det så ikke ok, tænker du måske? Det er jo stadig en ekstern myndighed, der vurderer sagen.

Det ville være ok. Men problemet er, at indenfor socialret flyder alle myndigheder og niveauer sammen. Ankestyrelsen er rådgivet af Kammeradvokaten. Ankestyrelsens jurister er faktisk løbende udstationeret hos Kammeradvokaten. Der står på Kammeradvokatens hjemmeside under socialret:

Vi har en fast ordning med Ankestyrelsen om vidensoverførsel i forbindelse med børnesagerne.
Ordningen indebærer, at to medarbejdere fra Ankestyrelsen løbende er udstationeret hos os og hjælper med at behandle navnlig børnesager.
Dermed lærer vi Ankestyrelsen bedre at kende, og styrelsen får viden om retssagsførelse.

Dét er et massivt problem. Kammeradvokaten er nemlig statens og kommunernes advokat. Dvs. at når en sags om f.eks. tvangsanbringelse indbringes for byretten, som civil retssag, er det Kammeradvokaten, der procederer på den offentlige instans side i retten.

Det vil sige, at det offentliges forsvarsadvokat hjælper med at fastsætte præcedens og uddanne juristerne i det, der burde være din uvildige ankeinstans, Ankestyrelsen.

Er det lovligt? Sikkert. Er det etisk korrekt. Absolut ikke.

Hvordan hænger alt det sammen med snakken om dødstraf?

Det skal jeg forklare.

Hvordan tror du, at det føles for et barn at blive fjernet fra sin familie? At blive afskåret al kontakt med sine forældre, at skifte daginstitution og skulle vænne sig til nye regler og vaner? At miste alt det kendte og vante og ikke kende sin nye virkelighed.

Det ved jeg. Det føles som om, man skal dø. For nogle endda som om, at de ønsker at dø.

Er det berettiget nogle gange? Ja, for at redde et barn fra overgreb, vold og vanrøgt. Helt sikkert. Det er en fantastisk hjælp i det tilfælde, hvor familien ikke selv indser behovet for hjælp og barnet er i fare.

Men i betragtning af, at det er det mest indgribende, man kan gøre ved et barn, så skal vi, i lighed med vores etiske overvejelser omkring dødstraf, død og pine være 100% sikre på, at vi gør det rigtige. Og i lighed med straffefangerne på dødsgangen, skal disse børn og familier have tid inden udførslen, juridisk bistand og sagen skal til enhver tid kunne genoptages ved en uvildig instans.

Så alvorligt er det at tvangsfjerne.

Det er en dybt alvorlig indgriben i et barns liv og vi forvalter den på en fuldstændig utilstedelig måde.
Sagerne behandles nok af børnesagsbehandlere, men de dikteres ofte oppefra af kontoruddannet ledelse, hvordan man gerne ser sagens udfald. Enten pga. økonomi eller frygten for at komme i medierne. Når sagen så er opbygget, som ledelsen ønsker det fremlægges den for kommunens børn- og ungeudvalg, eller i akutte tilfælde for børn- og ungeudvalgsformanden.

Disse udvalg er opbygget af kommunalpolitikere. De medborgere, som vi vælger ind i kommunalbestyrelsen hver fjerde år. Salgskonsulenter, rejseledere, revisorer.
Det er de mennesker, der er barnets uvildige ekspertpanel.

Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om en sag, som ikke i en eller anden grad er bleve godkendt i et børn- og ungeudvalg, på nær en af Gry Rambusch’ sager, hvor udvalget gik i mod sagsbehandlerens anbefaling, hvorefter sagsbehandleren så lavede en underetning til Ankestyrelsen og fik sagen igennem dér (!). Vi taler altså om et udvalg af vores medborgere, som ikke kan gøre meget andet end at stole på, at de ansatte i kommunen er samvittighedsfulde og dygtige mennesker.

Lidt ligesom, at Folketinget ikke ser nogen grund til at tvivle på, at kommunerne er gode og grundige og gør alt for at overholde loven og dens gode intentioner.

Vi er altså stort set retsløse i dag, når det gælder socialret.

Vi er vant til, at kører man overfor rødt, så er bøden ens for alle. Straffen er gennemskuelig og konsekvent.

Den sociale lovgivning derimod forvaltes afhængig af, hvem der har sagen. Du kan være heldig og du kan være uheldig. Det er måske acceptabelt for os voksne, men det er på ingen måde acceptabelt for børn.

Vi bliver nødt til at ændre på den måde, vi anskuer og forvalter socialret.  Sager, som kan indebærer “dødstraf” for et barn, er for vigtige til at vi kan lade dem ligge på bordet hos en overbebyrdet og ledelsesmæssigt presset sagsbehandler. Slet ikke når trekantskammeraterne Kommune, Ankestyrelse og Kammeradvokat har aftalt spillerreglerne på forhånd.

Vi burde have centrale proffesionsteams, med udgående funktion, som ikke alene burde sammensættes af mange faggrupper, herunder socialrådgivere, psykologer og jurister, men som minimum var prioriteret højt og overvåget tæt for at sikre den bedste kvalitet i arbejdet. Således ville en underetning, som i Tøndersagen, aldrig ligge ubehandlet hen og således ville en underetning, der ikke var underbygget, som i Ringsted-sagen, aldrig føre til en fejlagtig anbringelse.

Og skulle der trods alt alligevel ske menneskelige fejl, for de sker jo ind i mellem, så ville de hurtigt kunne rettes, hvis man sikrede udefrakommende supervision og revision af sagerne. Og ikke mindst en lige adgang til en uvildig rettergang, som i alle andre love.

Du tænker måske, at det lyder da meget fint, men hvad har det med dig at gøre? Derfor vil jeg afslutte med et tænkt eksempel, som meget vel kunne være taget fra virkeligheden.

Forestil dig, at du går til lægen, fordi du er deprimeret, som 25 % af Danmarks befolkning. Du har lært, at for at være en produktiv borger skal du søge hjælp og få behandling.
Derfor står du nu hos lægen. For at understrege behovet for medicin, forklarer du villigt om dine tunge tanker og ind i mellem manglende lyst til at leve. Lægen udskriver lykkepiller og du er glad (så meget som man nu kan være med en depression). Da du går derfra, klapper du dig selv lidt på ryggen fordi, at du søgte hjælp og tog ansvar for dit problem.
3 uger senere bliver du kontaktet af en sagsbehandler fra kommunen. Hun forklarer, at lægen har lavet en underretning, fordi han er bekymret for dine børn, når du har selvmordstanker. Du fejer det bort, forklarer situationen og at du er i behandling for din helt almindelige depression. Sagsbehandleren, som tager en indberetning fra en anden offentlig instans(lægen) alvorligt, giver dig valget: enten flytter du på familieinstitution med dine børn, eller også bliver de anbragt i en plejefamilie. 3 måneder senere er de anbragt uanset, at du har forsøgt at imødekomme alle kommunens krav, mens du samtidig prøver at holde den dér depression i skak og ikke at lade al forvirringen gå ud over dine børn.

Kan det virkelig ske for dig?

Ja, som loven er i dag, som opsynet med loven er i dag, så kan det ske sådan. Er man nødvendigvis en dårlig forælder, fordi man får en depression, bliver fyret, bliver fysisk syg, får et handicap eller har en parforholdskrise? Er man en dårlig forælder fordi man bliver overfaldet eller bliver skilt?

Nej, på ingen måde. Det afgørende er, hvordan man håndterer sin livskrise. Derfor er der behov for teams, der ser på hele barnet og vurderer situationen inden man skrider til tvangsanbringelse.

I lighed med dødstraf er en tvangsanbringelse meget “endeligt” for barnet. Den skade, der sker, det mord på barnets uskyldighed og tillid, der sker – kan ikke bare omgøres og rettes.

Derfor skal vi stille krav til vores samfund og retssystem om, at disse sager behandles med nøjagtig samme omhu og ærefrygt for loven, som var det en sag om dødsstraf.

Hvis ikke vi stiller disse høje krav, så må vi se i øjnene og acceptere, at vi har et barbarisk samfund, hvor børn idømmes de facto dødsstraffe i en endeløs tilstand af retsløshed.

Vil du have det på din samvittighed?

Image | Posted on by | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 2 Comments

Hvis lille barn er du?

Brødre

For 2 år siden havde Mie og og hendes kæreste en krise i deres parforhold. Få måneder senere var Magnus og Mikkel på bare 5 og 4 år tvangsfjernet og familien kastet ud i det mest vanvittige mareridt, man kan forestille sig som forældre.

I dag er drengene ejet af kommunen. Hvad der startede som et fejlskøn i kølvandet på nogle heftige forsidesager, endte med at blive en kamp om, at kommunen ikke ville erkende sin fejl og rulle afgørelsen tilbage.

Med altødelæggende konsekvenser for to små drenge, som her to år efter er så skadet af deres anbringelse, at de vurderes som behandlingskrævende i kategorien døgninstitution. Drengene er ulykkelige. De tigger og beder deres forældre om at hente dem hjem, de spørger igen og igen hvorfor, de ikke må være hjemme hos mor og far. Mie og hendes mand forsøger at svare så godt som muligt, men hvordan trøster man to børn, der bare gerne vil hjem.

Som straf for at forsøge at trøste og forsikre Magnus og Mikkel om, at deres forældre ikke har smidt dem ud, har Ringsted kommune reduceret deres samvær til 1½ time hver tredje uge, samt frataget familien telefonkontakt og rettigheden til at tage billeder af Magnus og Mikkel.

1½ time med mor og far hver 3. uge. Helt alvorligt. To drenge på nu 6 og 7 år må se deres kærlige forældre mindre end hvis de havde været sæddonorer, kriminelle voldpsykopater og pædofile.

Dét er straffen for at gøre opmærksom på, at kommunen har begået en fejl. Dét er straffen for at hyre en advokat. Dét er straffen, at prøve at trøste sine uforstående drenge, når de græder over, at de ikke må komme med mor og far hjem.

Så jeg spørger mig selv – og dig. Hvem ejer vores børn? Hvem har reelt retten til vores børn, når en sag som denne, kan løbe fuldstændig af sporet og ende med at skade børnene så meget, at de har brug for specialbehandling?

Og når jeg spørger både mine og andres børn; Hvis lille barn er du?

Så kan jeg nu svare; Du er kommunens barn, systemets barn, statens barn. For dine forældre har ingen rettigheder, ingen kraft i forhold til det store kommunale magtsystem.

Ringsted kommune har været igennem det sociale nævn (nu nedlagt), ankestyrelsen og byretten og hver gang fået lov til at fastholde anbringelsen. Ikke mindst fordi, at nu ER børnene jo blevet behandlingskrævende. Hvilken retssikkerhed har en familie så? Når klagesystemet er indrettet til at beskytte den kommunale instans, hvordan skal en familie så bevise deres sag?

Hvis du sidder nu og tænker: Jamen hvis den er gået igennem alle instanser, så MÅ der jo være noget om snakken, så vil jeg bare mane til besindighed. Det er der ikke.

Magnus og Mikkel blev tvangsfjernet fra deres kærlige forældre pga. en række sammenfald af faktorer, hvoraf kommunale fejl og lovbrud står for størstedelen af disse faktorer. Bla. tvang Ringsted kommune Mie til at flytte på et “frivilligt” ophold på en familieinstitution og da hun vælger at makke ret for børnenes skyld, så mister Mie og hendes kæreste deres bolig, idet han ikke kan betale huslejen alene og Mie betaler allerede husleje på opholdsstedet og kan ikke bidrage. Denne kritiske boligsituation er direkte årsag til, at Mie senere ikke får indkaldelser til kommunale møder, hvilket herefter tolkes som vrangvilje. Boligsituationen er også årsag til at familiens dagligdag pludselig er ustabil og forældrene må bruge alle kræfter på hurtigt at stabilisere den for deres børn.

Jeg gentager: På grund af kommunens forhastede beslutninger iscenesættes familien som problemfamilie, hvilket hælder yderligere brænde på kommunens bål om tvangsfjernelse.

Når man som kommune går ind og træffer afgørelser, der skader en borger, især to børn, så er man forpligtet til at træffe en anden afgørelse. Det gør Ringsted kommune ikke.

Der er ene og alene en massiv og meget ulige magtkamp mellem kommunen og forældrene. En magtkamp, der er startet af kommunen og fastholdes af kommunen.

Ringsted kommune har, og har hele tiden haft, en hel pallette af muligheder for at støtte familien, hvis de ønskede det. De kan tilbyde hjælp i hjemmet, pædagogisk støtte i hjemmet, aflastning – ja, det kan tilbyde, at der kommer en pædagog og hjælper med at sende børnene i skole hver dag. Hvis de ville. Der er intet belæg for det, ligesom at tvangsanbringelsen er fuldstændig grundløs, men de har mulighederne. De kunne vælge at prioritere børnenes tarv og samtidig følge serviceloven, som dikterer at:

Formålet med indsatsen for udsatte børn er at sætte tidligt ind med familieindsatser i barnets nærmiljø for hermed at forebygge udsathed, herunder behovet for anbringelse udenfor hjemmet.

Der ligger også i enhver anbringelse, frivillig som ufrivillig, at der arbejdes henimod hjemgivelse. Men Ringsted kommune gør alt i deres magt for at fremmedgøre Magnus og Mikkel fra deres forældre.

Hvis du alligevel ikke tror mig på mit ord, hvis du ikke tror Gry Rambusch, deres advokats ord. Så overvej dette:

Hvis du en dag bliver sur på din kæreste eller mand og lukker lidt galde ud på jobbet, i fittness centeret eller i børnehaven eller tager i venindens sommerhus et par dage for at tænke over tingene og bare et menneske beslutter sig for at indberette jeres pt. “ustabile forhold” til kommunen, så kan du ende som Mie og hendes mand. Så kan nøjagtig samme lavine af fejl på fejl ramme dig og du kan miste dine børn.

Så skal dit barn svare på spørgsmålet; Hvis lille barn er du?

* Du kan støtte familiens kamp på deres facebookgruppe her.

* Du kan læse DR’s dækning af sagen her. Der linkes til flere artikler i indlægget.

* Du kan støtte familien med din underskrift her.

Image | Posted on by | Tagged , , , , , , , | 7 Comments

The rise and fall of the formerly superior Danish social security system

I have to apologize for blogging so frequently in Danish. This blog was first and foremost intended to be an English-speaking blog but lately (well over the last year at least) my priorities have swerved more towards an active political interest in Denmark, my native country.

Did you know that Denmark was voted the happiest country in the world? Yes really. Number one of all. To be honest my jaw dropped, then my doubting nature set in and I am now convinced, they  must have spoken to only the upper class segment of Denmark.

This is not the country I know.

I do think however that Danes generally are fairly social, upbeat and have a tendency to underplay their/others misfortunes. I know there is a tendency among Danes to think we have the best country in the world. Which off course heightens your sense of happiness as supposed to over-dramatizing your problems and knowing your country sucks.

Denmark also has a low crime rate compared to other similar countries and we have public healthcare and public education.

This is where I have to stop the “love-train”.

I know it is a common misconception that our public healthcare and education is free.

Danish social security, healthcare and education is NOT free.

We did however choose to implement a public insurance-system, which equalized access to these benefits by them being paid via our taxes. In general Danes pay approximately (and at least) 25% more tax than most comparative countries. That means our health, unemployment, and educational fees are paid with 1/4 of our paycheck every month.

It is simple insurance law. Only we have chosen to let our government administer this insurance – and here enters the socialist bit – because it would guarantee everybody equal access and most importantly let the more fortunate pay for the lesser fortunate.

The benefits of this system has been great. It is the single most important factor in our low crime rates. It has allowed farmers to become kings and the grocery boy to reach the top of the world. Because everybody has equal access to education and healthcare, and because you can live reasonably even if you are unemployed. And there is quite a few unemployed Danes. In a small country it is impossible to provide enough jobs for everybody so by providing benefits for the unemployed we not only avoid severe poverty and child labor, poverty related crimes and violence, we actively keep our society going because the beneficiaries pay their taxes still, they pay their housing, food and transport. Everything that is needed to keep our society running.

What we gave out, we got back so to speak.

Until now.

The whole reason for my political awakening is here.

We are no longer aware of the fantastic system we had. And the politicians of today have actively hollowed out our insurance to the point of collapsing. Remember that we have paid to be insured. For a normal-income Dane approximately $1000 a month. For some a lot more.

And now our insurance is gone. We can no longer get disability pension, special aid for our handicapped children, our hospitals are stretched to their absolute limit and we are most certainly no longer number one as far as our educational system. The mentally ill no longer get hospital care and rarely have support in everyday life. Without disability pensions, they have to live on an income which does not even allow for 3 meals a day. We have absurd waiting lists for even serious ailments in hospitals and a limitation on tests and expensive medicine. We are shutting down special schools, special kindergartens and parental cheques for those who care for their handicapped children at home. We no longer have enough institutions for the youngsters who have difficulties, mental problems or just walked down the wrong path. Either they get no help or they go to prison.

This is why I am becoming politically active. Because how long do you think it will be before crime rates soar? Before we have mass shootings at schools? How long before everything our elders worked for is destroyed? Exactly how long will it take to forget the good intentions we had for each other and start slaughtering your neighbour to stay above the sewer?

And we are still paying 25% extra tax than the British for example. What exactly is our government using our money on? I can assure you it is not our insurance.

And this insurance is the center of the whole discussion. Contrary to what politicians would like us all to believe and contrary to what is said about Denmark globally, our benefits are not free. We pay our whole life to be insured when disaster strikes. We do not chance it and hope for the best while others insure themselves from day one. Everyone is insured by law and required by law to pay 25% extra tax than other countries.

Our politicians try to avert the public eye from the fact that they have mismanaged our insurance to the brink of collapse. They do so by dragging themselves and everybody else to the lowest common denominator and engage in name calling and ostracism of the ones who by every paid right ask for their insurance to pay out.

Someone has to speak up. And I have never been one to just sit and complain in a corner.

That is why I am blogging so often in Danish. I am stepping up, picking up the mantle and shouting from the rooftops.

Open your eyes, Denmark. We are being cheated big time.

 

Image | Posted on by | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Dagen, hvor Noah lå badet i blod

keepcal

For 14 dage siden, kaldte Noah skingert fra værelset “blooooood, bloooood, der er blod overalt”.

Sygeplejersken var lige mødt på dagvagt 10 minutter forinden og havde afløst den social- og sundhedsassistent, som varetager den vågne nattevagt hos Noah. Alligevel sagde min intuition mig, at det var “noget” og jeg løb ind på værelset, hvor Noah ganske rigtigt lå badet i blod.

Den superdygtige sygeplejerske, en af vores få faste sygeplejersker og med intensiv-uddannelse bag sig, var i fuld gang med at yde akut førstehjælp.

Det gik hurtigt op for os begge, at Noahs CVK stod åbent og havde gjort det nogle timer. Normalt så har Noahs CVK en bionector på døgnet rundt, som fungerer som en prop og en barriere, der sikrer mod at bakterier trænger ind i CVK’et udefra. Den er også på, når den parenterale ernæring er tilsluttet, som det ses på billedet nedenfor.

cvk med prop

Udover, at der ikke var bionector på, så stod låsen åben (den hvide kliklås ovenpå den grønne port).

Sygeplejersken lukkede låsen og gik i gang med at prøve at rense og sterilisere CVK-låsen og jeg ringede til hospitalet for at høre, hvordan vi skulle forholde os.

Uden at gå i 1000-vis af detaljer, vil jeg bare sige, at det var ikke nemt, men heller ikke håbløst og vi fik både reddet Noah og CVK’et. Efterfølgende var han så ufattelig heldig, at han ikke fik blodforgiftning (sepsis), noget der for Noah nok må forestilles at være fatalt.

Alt i alt slap vi utroligt billigt. Noah kunne have været død ved forblødning, luftemboli (hvis han havde sat sig op med åbent CVK) og sepsis. Han kunne også have risikeret, at have mistet endnu et CVK og dermed forkortet sin levetid. Men det gjorde han ikke – denne gang.

Til eventuelle spørgsmål, så kan jeg allerede nu svare, at det var en sygeplejerske, der skruede bionectoren af om aftenen og ikke opdagede det og en assistent, som sad vågen igennem en hel nattevagt inkl. bleskift og ikke opdagede, at han blødte. Det er virkelig en kedelig situation, også for dem og naturligvis ikke noget, nogen har gjort med vilje.

Men hvis man bevilger sygepleje i hjemmet under erkendelse af, at der forefindes et meget sygt og plejemæssigt udfordret barn, som er sikrest og trives bedst i hjemmet, så kan man altså ikke bevilge hvad som helst. Hvilket hospitalet har gjort opmærksom på et utal af gange. Det skal være kvalificerede sygeplejersker med CVK erfaring, de skal være faste vagter og et lille team. Det står der sort på hvidt.

lægebrev 18. marts 2015 (2)

Så kan man ikke sende alle mulige forskellige typer ud og da slet ikke assistenter, som overhovedet ikke i noget regi varetager CVK-pleje. Man kan heller ikke sende selv de mest topkvalificerede ud, uden at de modtager en grundig oplæring og går som føl i en periode. At varetage livsvigtige og potentielt fatale procedurer på Noah, er som at arbejde i et feltlazaret med bomberne faldende om ørerne. Sådan er det med et barn, som har galopperende autisme og ADHD og som er dybt afhængig af en rolig, genkendelig og sikker procedure.

keepcalm

Faktum er, at siden slut Juni, hvor Noah endelig fik bevilget sin sygepleje i hjemmet, har vi kørt på pumperne. I opstarten havde vi en leder af ordningen, en fantastisk ildsjæl, som virkelig kæmpede. Både for, at Noah skulle have sygeplejersker døgnet rundt og for at det personale, vi fik, var kvalificeret, oplært og passede til os. Hun bad mig holde ud et par måneder, dermed ment, at jeg ikke kunne få leveret den planlagte sygepleje, fordi bureauet, Olivia Danmark,  havde svært ved at rekruttere. De par måneder blev indtil 1. oktober, hvor hun desværre forlod jobbet hos Olivia Danmark, til fordel for en afdelingslederstilling i det offentlige.

Måske skulle alle mine alarmklokker have ringet allerede dér.

Siden første oktober har vi gået for lud og koldt vand. Der var ansat folk, som led af besvimelser, manglede kvalifikationer og folk som i bund og grund ikke rigtigt havde tid til at arbejde i ordningen. Vi havde ingen leder af ordningen. Eller rettere, vi var tildelt en stakkel, som brugte sin tid på at beklage, at hun faktisk ikke havde tid ledig i sit skema til at varetage Noahs ordning. Vi havde stadig social- og sundhedsassistenter på om natten og ved sygdom. Uden på nogen måde at være fagsnob, så tror jeg, at blodbadet for 14 dage siden taler sit eget sprog. Det er simpelthen ikke godt nok.

Jeg elsker jo at komme med sammenligninger, så du får lige et billede her. Forestil dig, at du er på hospitalet og skal føde (eller at din kone skal). Jordemoderen vurderer, at det er tid til et kejsersnit og tilkalder derfor kirurgen, som har speciale i dette (obstetrik). Ud over, at der går ufattelig lang tid før lægen kommer, så dukker der en psykiater op. Som i øvrigt skal assisteres af en portør under operationen. Hospitalet argumenterer for, at de jo har sendt en læge! Og at portøren jo godt må køre en gravid kvinde til operationsstuen, så hvorfor skulle han ikke kunne assistere. Enhver kan da vaske hænder ordentlig og holde en bakke.

Hvis det kejsersnit går godt, så er du heldig. Det kan jeg godt afsløre. Jeg siger ikke, at det er umuligt. Måske kan man være heldig og grine af en god historie nogle år efter. Men jeg tror det faktisk ikke. Faktum er at nogle kunne være døde.

Og ligeledes kan Noah dø af ikke at få den rigtige kvalificerede sygepleje.

tmp_quack_doctor-1802174434

Jeg ved godt, at Noah er dyr i drift. Og han bliver dyrere af at få den kvalificerede pleje, han har brug for. Det er én ting.

Men hvis staten/kommunen hælder penge efter et firma, som ikke engang leverer den vare, der er bestilt. Pyh, så bliver det da først rigtigt dyrt.

Sidder du og tænker, at jeg måske ikke har været tålmodig nok eller givet dem en chance? Så kommer der lige et par facts:

Olivia Danmark siger ja til at administrere en sygeplejeordning d. 9/2 2015. De første 5 måneder var der lidt af en catfight om bevillingens indhold og først d. 26/6 kommer kommunen på banen med den næste ordentlige bevillling, der lyder på 16 timers sygeplejersker og 8 timers sosu-assistenter i døgnet.

Siden den 26/6 2015, har jeg alene pga. assistenterne om natten været på tilkald 56 timer pr.uge mellem 23.30 og 7.30. Jeg bliver vækket, hvis der er sygeplejerfaglige problemer, f.eks. hvis forbindingen om CVK’et er blevet forurenet (afføring, opkast eller lign.), hvis der er problemer med jejunalsonden, som kan gå fra hinanden og ved andre situationer, hvis der er brug for hjælp, herunder hvis Noah bliver oprevet (han sover dårligt og har brug for meget stabilitet og ro, for ikke at gå i affekt). Jeg kan ikke være borte fra mit hjem i det tidsrum og kan f.eks. ikke se en sen film i biografen.

Siden den 26/6 2015 har jeg yderligere i snit pr. uge arbejdet minimum 49,2 timer som sygeplejeansvarlig i hjemmet. Når jeg skriver minimum, er det fordi, at alle vagterne ikke fremgår af vagtplanen mere, da der er tilfælde, hvor en sygeplejerske har fået løn for vagten, selv hun kun er kommet til opgaverne (a la hjemmeplejen). Af de 49,2 timer er der tale om:
A. Rene vagter, hvor jeg har været alene med Noah
B. Vagter, hvor bureauet har sendt en assistent til en sygeplejerskevagt og jeg har været ansvarlig for CVK’et i tilfælde af alarmer og skulle udføre de specifikke sygeplejeopgaver, som til og frakobling af parenteral ernæring, forbindingsskift, medicingivning osv.
C. Oplæring af sygeplejersker/assistenter (ja, det er helt crazy at skulle forsøge at oplære personale, der faktisk ikke kan forventes at kunne udføre arbejdet).
D. Møder/ansættelsessamtaler med Olivia Danmark

Jeg har arbejdet 15 timer i døgnet i snit HVER ENESTE DAG SIDEN 26/6. Fordi bureauet ikke lever op til leverancen af kvalificerede sygeplejersker og fordi kommunen stadig ikke vil bevilge sygeplejersker om natten.

I forvejen får jeg tabt arbejdsfortjeneste på 37 timer/ugentligt pga. det store arbejde, der stadig er med Noah, selv hvis de sygeplejefaglige opgaver rent faktisk blev løftet andetsteds. Blandt andet vasker jeg tøj 10 timer dagligt, hver dag (altså ikke uafbrudt, men 4 maskinvaske tager 10 timer). Selvom hvis jeg tænker over det, så bruger jeg nok det meste af spild-tiden ved tøjvask til at skrive mails, tale i telefon og researche pga. den her ordning, der ikke på nogen måde fungerer. (jeg er allerede på 7. time idag).
Jeg bestiller varer, kører på hospitalet med Noah, fylder op, gør ekstra rent (undtaget gulvene som er udlagt til Olivia Danmark), jeg skal opdatere instrukser, sikre mig, at de er modtaget og forstået af alle osv osv osv. Det er et minihospital, det her.
Jeg har hjemmeundervisning med Noah og i øjeblikket har Noah heller ikke fysioterapi (endnu en catfight), hvorfor det så også falder til mig. Derudover er det ikke bare lige ud af landevejen at have et team i sit hjem, men fair nok, det gælder Noahs bedste og hans bedste er at være hjemme og modtage plejen her.

Et lille hurtigt regnestykke viser, at jeg, inkl. TAF og det hele, arbejder 23 timer om dagen, 5 dage om ugen og 15 timer om dagen, 2 dage om ugen. Og alligevel var Noah millimeter fra at dø for 14 dage siden.

Er der nogen, der gider hive fat i Arbejdstilsynet, Amnesty, Bedemanden eller noget?!?!?!

tumblr_nwfx4fyrZY1uif0o0o1_400

Image | Posted on by | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Jeg mener…

…. at det kommunale selvstyre er gået for vidt.

Med tiltagende frekvens er kommunerne de senest år blevet afsløret i mere eller mindre usmagelige metoder til nedskæringer over for de svageste i vores samfund.

Manu Sareen udtalte sig for kort tid siden om den syge kultur, der er i Folketinget og selvom han blev skældt ud for ikke at have brugt sin stemme, mens han stadig kunne gøre en forskel, så satte han i det mindste ord på, hvad vi alle godt ved:

Politik handler ikke om politikernes gode intentioner og varme hjerter.

Politik handler om penge og magt.

Jo flere refusionsordninger, man skaber. Jo flere bureaukratiske krumspring, man udfører. Jo mere magt har økonomidirektørerne. Ikke politikerne, de har reelt ingen magt udover at svinge et par meninger i en alt for eftergivende presse. Men økonomerne, statens og kommunernes CFO’s, det er de egentlige konger.

Selv Henrik Dahl, som jeg ellers slet ikke oplever som et særligtsocialt engageret menneske, har fået nok af kommunernes åbenlyse sjoflen af folketingets intentioner under vedtagelse af Danmarks love.

Har du aldrig spurgt dig selv, eller dine politikere for den sags skyld, hvad vores skattepenge egentlig går til?

Vi betaler snildt det dobbelte i skat af mange sammenlignelige lande og vi har stort set samme sundheds- og socialvæsen.

Alt i mens vi lokkes til at slås over flygtningepolitik og åbne/lukkede grænser, så afledes vi fra at spørge om det helt essentielle:

Hvem forvalter vores penge og hvad går pengene præcis til?

Hvorfor siger Kommunernes Landsforening, at pengene fosser ud af kommunekasserne, når servicen til borgerne er fuldstændig rundbarberet og der i øvrigt f.eks. er blevet færre handicappede og flere selvfinansierede pensionister? Det vil jeg gerne have svar på. Ikke et eller andet ubegavet floromvundet statement, men rigtigt svar på.

Og hvorfor gør folketinget ikke noget reelt ved det? Det vil jeg også gerne have svar på.

Mest af alt vil jeg gerne vide hvorfor du og jeg, og alle vores 6 millioner medborgere, finder os i det? 

Svineri på hospitalerne. Det var slemt for 10 år siden, da Noah fik en fuldstændig invaliderende, og i sidste ende fatal, nerveskade efter en infektion med afføringsbakterier på barselsgangen. I dag – pyha, du har ingen idé om, hvor slemt det står til. På Rigshospitalet kan kun mennesker med stærke maver og immunforsvar drikke vandet, så spækfyldt med bakterier er det. Det er vores flagskib, det hospital. Men som jeg hørte direktøren for Hvidovre Hospital udtale for nyligt, så er der ingen der vil betale for den nødvendige rengøring, så hospitalerne må gøre det så godt de kan.

Underforstået, der er ikke penge nationalt set til, at hospitalerne kan køres ordentligt. På alle måder. Det er da til at tage og føle på. Hvorfor finder vi os i det?

Kommunalt selvstyre. Det var det jeg kom fra, selvom det hele er jo lidt samme mødding. Hvorfor er der kommunalt selvstyre? Jeg forstår det ikke. Ved at køre med selvstyre, er hver kommune tvunget til at have en afdeling, der varetager hver enkelt problemstilling en borger kan komme ud for. F.eks. har alle en hjælpemiddelafdeling, et depot, en handicapbil-afdeling, en sygedagpengeafdeling, en børneafdeling, en handicapafdeling for børn, en handicapafdeling for voksne osv. osv.

Alt dette finansieres via bloktilskud og refusionsordninger. For at sikre os, at kommunerne ikke overspenderer vores skattepenge (ha, jeg ved det, det er ret morsomt). Sjovt nok er der ikke lovgivet omkring, hvilken type service der skal leveres for pengene og i forhold til loven.

Det betyder, at kommunerne vælger borgerløsninger, der udløser størst refusion fra staten. Det er stort set aldrig den billigste løsning, det er ofte slet ikke det bedste løsning for borgeren og det er i hvert fald ikke en løsning valgt ud fra et helhedsorienteret synspunkt.

Et eksempel er førtidspension. En førtidspensionist udløser ingen refusion fra staten. En kontanthjælpsmodtager i aktivering udløser fuld refusion fra staten. Så får man sager som ovenstående eksempel, Henrik Dahl er så rasende over.

En kvinde sendes i aktivering med sin seng. Det er billigst for kommunen, da hun så udløser fuld refusion. Og kommunen skal spare.

Et andet eksempel er børneområdet. Hvis man får en bekymring for et barn eller nogle børn, så er der ikke refusion på den indsats, der leveres i hjemmet. Altså støttetimer, samtaler, aflastning osv.

Hvis barnet/børnene derimod anbringes er der refusion på 50% på alle udgifter. Ikke kun anbringelsen selv, men også hjælpemidler, støttetimer i skolen, merudgifter og i det hele taget alt, hvad det barn måtte koste i systemet.

Jeg har skrevet om Ringsted-sagen, som er et klokkeklart eksempel på denne syge praksis i kommunerne, men der findes ufatteligt mange sager. Ligesom, at der findes mange sager, hvor der slet ikke gøres noget – det er trods alt aller billigst. Som i Tønder-sagen. Tønder kommune endte med at skulle betale 300.000 kr. i erstatning. Men Tønder kommune har sparet millioner årligt i mange år ved ikke at hjælpe familien.

Der findes så mange sager om kommunal misforvaltning, at jeg slet ikke kan gå i dybden med dem her. De opstår i et forsøg på at omgå statens refusionsordninger, så man sidder tilbage med mindst muligt af udgiften i kommunekassen. Disse sager koster samfundet milliarder årligt. Ikke kun i direkte udgifter, men også de afledte udgifter.

Er der en løsning på problemet? JA!

Afskaf refusionsordningerne. Fratag kommunerne forvaltningen af socialpolitik og træk opgaverne tilbage direkte under staten. 

Opret få centre rundt om i Danmark til de mest specialiserede funktioner, såsom behandling af handicapbilsager. Det er fuldstændig vanvittigt, at sådanne opgaver skal behandles i hver enkelt kommune. Kør økonomien samlet, også hvad angår indkøb og opbevaring af hjælpemidler. Som det er i dag, deler kommunerne ikke med hinanden og den kørestol, som Noah nu vokser ud af, kan ikke gå til andre borgere end dem i vores kommune. Det er godt nok skrøbeligt i så lille et land.

Opret lidt flere centre eller lokalkontorer til de funktioner, som kræver fremmøde blandt borgerne, men lad styringen og finansieringen være central. Så skal Lolland ikke segne under presset fra mange svage borgere og beskeden skatteindtægt og Frederiksberg skal ikke kunne spare 200 millioner på budgettet pga. den omvendte problemstilling.

Sjovt nok tog det ikke mange splitsekunder, at flytte SKAT tilbage under staten, da det viste sig, at kommunerne slet ikke kunne løfte opgaven. Men der var det selvfølgelig også pengekassen, der blødte for åbent tæppe. 

Det er tydeligvis mindre interessant at ændre forvaltningen af social- og sundhedslovgivningen til statsstyring, når det er mennesker, der forbløder.

Og så få dog oprettet de udkørende specialteams, der kan sætte ind hurtigt, hvis et barn er i fare for overgreb og mistrivsel. Det kræver, at flere faggrupper arbejder sammen, men det må og skal kunne lade sig gøre.

Og hospitalerne, jeg fatter ikke, at vi accepterer det. Der skal være penge nok til ordentlig pleje og rekonvalescens. Og ordentlig rengøring. Skal vi regne på, hvad det har kostet samfundet, at der ikke blev gjort ordentligt rent på barselsgangen, da Noah blev syg?

Hold nu op, hvor vi spilder vores skattepenge. Prøv af spørge din lokalpolitiker, hvor mange penge der går til administration. Det er fuldstændigt til grin.

Mit hjertebarn, Ringsted-sagen, koster statskassen minimum 3 millioner årligt bare i selv anbringelsen og skole, dertil kommer administration, jurister, ankestyrelse osv. Forældrene er blåstemplet ved 5 forskellige uafhængige forældreevneundersøgelser. Børnene vil gerne hjem. Hver gang de snuser til en hjemgivelse, så træder der pudsigt nok en specialskole ind og blander sig (ja, de får 1,3 millioner årligt for at have drengene) eller plejefamilien, som får ekstra vederlag for at have brødrene.

Det er ingen hjemmel overhovedet i loven for at bevare anbringelsen. Synes du ikke de penge kunne bruges bedre? Selvfølgelig synes du det. Og hvis der ikke var en økonomisk gevinst ved at vælge størst tænkelige indgreb i borgernes liv, så blev de penge da også brugt meget bedre.

Kom nu, kære meddansker. Sig fra over for dine politikere. Gør oprør mod dette spild af penge, denne spekuleren i at fifle flest penge fra staten. Kræv at vi alle bliver behandlet ordentlig i Danmark. 

Og husk; Modsat hvad politikerne og økonomerne gerne vil fortælle dig, så har Danmark masser af penge. Masser. 

Lad os bruge dem rigtigt!

Image | Posted on by | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Hvis mennesker var gode…

Noah 21 6 15

… så var kommuner det vel også, tænker jeg.

For 5 måneder siden reddede lægerne Noahs liv ved at give ham et tunneleret CVK i brystet og sætte ham på parenteral ernæring efter vi måtte erkende, at tarmen ikke kunne mere.

Ikke alene har det reddet Noahs liv, men også givet ham lidt kræfter igen og lidt vægtøgning og en chance for lidt livskvalitet, fordi hans smerter er reduceret nok til at de kan dækkes af rimelige doser medicin og de ekstra kræfter betyder, at han kan sidde op kortere tid og lege og lære igen.

Men med al lægeligt følger der en masse komplikationer. Udover, at Noahs øvrige helbredsproblemer og handicaps ikke bare forsvinder ved at han ernæres udenom tarmen, så byder en åben adgang til hjertet, som et CVK er, og ernæring gennem denne adgang, på helt nye faremomenter. To helt centrale problemer er infektionsrisikoen, især for blodforgiftning pga. den direkte adgang til hjertet, og risikoen for at CVK’et ødelægges, idet der kun kan anlægges et nyt nogle få gange, hvorefter muligheden for at ernære Noah via blodbanen ophører.

Et CVK kan holde 2-3 år, så hvis Noah mister sit nuværende CVK pga. forvaltningernes interne disput, reduceres hans levetid med det antal år. Desuden er der en ca. 20% risiko for at der tilstøder alvorlige, herunder fatale, følger under anlæggelsen af CVK’et, da det skal lægges helt ind til hjerteklappen. Så hver gang et nyt CVK skal anlægges er han i fare for at dø.

Når der ikke kan anlægges flere CVK’er, dør Noah uanset hvad. Han kan ikke optage næring på nogen anden måde mere.

Derfor blev Noah udskrevet i starten af februar med sit CVK, sin parenterale ernæring og en henvisning til Køge kommune om at levere 24 timers sygepleje i hjemmet til pasning af ovenstående sygeplejeopgaver.

De efterfølgende 4 måneder er det ikke lykkedes for sundhedsforvaltningen og socialforvaltningen at blive enige om, hvem der skal levere denne sygepleje. Socialforvaltningen siger, det er sundhedslovens paragraf 138, der gælder og at de kun kan give aflastning, som ikke må indeholde sygepleje. Sundhedsforvaltningen siger, at det er Socialforvaltningens opgave, når der er tale om et barn, der er så omfattende ramt som Noah. Og fordi disse to forvaltninger hverken kan eller vil nå til enighed, så får Noah ikke den nødvendige, livsvigtige hjælp i hjemmet.

Der er altså ikke tale om, at Køge kommune ikke anerkender, at der er et dokumenteret nødvendigt behov for 24 timers sygeplejersker i hjemmet for at holde Noah i live. Det er alene et spørgsmål om, at hhv. Sundheds- og Socialforvaltningen mener, at den anden skal afholde udgiften til Noahs sygepleje.

I mellemtiden har Noah været indlagt nogle gange. Allerede i marts fik han rykket det første CVK ud af brystet på sig selv og der måtte anlægges et nyt. Køge kommune fik igen understreget vigtigheden af døgnsygeplejen i hjemmet.

Så blev Noah indlagt med blødende tarmbetændelse. Under den indlæggelse blev lægerne presset af kommunen til at ændre Noahs parenterale ernæring fra at køre 24 timer i døgnet, til nu kun at køre 14 timer i døgnet, fordi så kunne den vågne nattevagt varetages af en social og sundhedsassistent, da der ikke kan komme en sygeplejerske på tilkald fra hjemmeplejen om natten. Det betyder konkret for Noah, at han tilbringer ca. 4 timer hver morgen/formiddag i et eller andet stadie af ildebefindende, inden hans krop nogenlunde har vænnet sig til den høje hastighed på ernæringen.

Men der er stadig ikke bevilget fast sygepleje i hjemmet.

Så da Noah skulle udskrives igen d. 11. juni 2015, var der stadig ikke 24 timers sygepleje i hjemmet.

Pga. de to forvaltningers uvilje til at samarbejde omkring en løsning, ville socialforvaltningen yde aflastning uden sygeplejeindhold og sundhedsforvaltningen yde sygepleje ved hjemmeplejen.
Det vil sige, at hjemmeplejen skulle opsætte og nedtage den parenterale ernæring, rykke ud ved alarmer, give medicin, skifte forbindinger osv.
Da et CVK ind i mellem alarmerer pga. luft i slangen, højt tryk og sådanne daglige hændelser, skal fejlen afhjælpes og systemet igangsættes hurtigst muligt for at CVK’et ikke stopper til.
Men hjemmeplejen kan ikke være i hjemmet hele tiden og har en udrykningstid på 30 minutter, hvilket betyder, at droppet ikke løber i 30 minutter hver gang, der er en alarm.

Trods at både læger og jeg mange gange gjorde opmærksom på risikoen ved disse stop, fandt Køge kommune ikke, at det gav anledning til nu at få løst problemet med finansieringen af sygepleje i hjemmet og vi drog derfor hjem til en hjemmepleje, der aldrig har haft et barn i hænderne før, som var massivt ramt af mandskabsmangel og manglende oplæring i den specialsygepleje, der følger med parenteral ernæring og pleje af CVK (for ikke at tale om Noahs øvrige helbredsmæssige vanskeligheder). I øvrigt betyder mange 30 minutters stop også, at Noah ikke får nok næring dagligt, da der jo ikke kører ernæring ind, når droppet står stille.

Fredag d. 12. juni gik hjemmeplejen igang med opgaven. Mandag d. 15. juni stoppede droppet til for første gang. Onsdag d. 17. juni, 5 dage efter, stoppede CVK’et fuldstændigt.

Nu er vi på hospitalet igen. Vi blev indlagt d. 17. og ved et mirakel lykkedes det personalet på Rigshospitalet at få hul igennem igen, så vi er stadig på CVK nr. 2 og overflyttet til Hvidovre hospital, hvor vi hører til. Det kører mildest talt ustabilt med helt op til 38 alarmer en enkelt dag, men det kører og Noah er ikke længere indlæggelseskrævende, da han ikke er akut syg. Så i morgen skal han udskrives.

Problemet er, at der stadig ikke er bevilget døgnsygepleje i hjemmet. Så Noah udskrives til en hjemmepleje, der tilbyder præcis samme pleje som sidst. Så det er et spørgsmål om tid, så stopper droppet til igen.

Jeg vil gerne understrege, at hjemmesygeplejerskerne gør alt, hvad de overhovedet kan. Så vidt jeg ved, havde de knap tid til andre borgere de 5 dage, de passede opgaven sidst. Og sygeplejerskerne er søde. Men de er ikke opkvalificerede til at varetage en så specialiseret funktion som parenteral ernæring af et barn i hjemmet og de har ikke en jordisk chance for at overholde de livsvigtige hygiejnemæssige forbehold, da de kommer fra ældre patienter med sårpleje og direkte ind til Noah. Der kan sidde masser af bakterier i påklædning osv., så det er meget uheldigt.

Faktum er pt:

Hvidovre hospital er tvunget til at udskrive os. Hvis jeg nægter bliver vi eskorteret ud. 

Køge kommune anerkender, at Noah er i livsfare uden 24 timers sygepleje, men nægter at give den.

Hjemmeplejen i Køge kan ikke løfte opgaven med at yde den nødvendige sygepleje i hjemme, hvilket vi så efter 5 dages hjemmesygepleje, der førte til tilstopning og nu dårligt fungerende CVK.

Alle ved, at de har blod på hænderne i denne sag, når deres interne magtkamp fører til Noahs død, men tydeligvis påvirker økonomi og administration parterne langt mere.

De eneste, som intet kan gøre og som mister alt, er os – Noahs familie.

I går fejrede Sophia sin 18 års fødselsdag uden lillebror, hvilket er hårdt nok i sig selv. Men tanken om, at han får svært ved at holde sig i live til hendes næste fødselsdag er dog langt værre. 

Jeg tror ikke længere på, at mennesker er gode.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt Noah er værd at redde, så se lige en fantastisk sang, han indspillede til Sophia på dagen:

EDIT d. 25.6:

Så fik jeg den opringning, jeg har ventet på i 5 måneder. Noah har fået sin 24 timers plejeordning hos Olivia Danmark efter nogle lokalpolitikere gik ind i sagen. Tusind tak alle jer som har delt min blog, støttet med kloge og hjertevarme ord og kontaktet politikere mfl. Noah er endelig i sikkerhed og jeg kan begynde at sænke skuldrene lidt igen.

Astrid Lequime's photo.
Image | Posted on by | Tagged , , , , , , , , | 2 Comments

Kampen om retten til at føle sig ramt

holding-hands

 

 

 

 

Der har de seneste dage kørt en kampagne på Twitter, under hashtagget #jegharoplevet. Den udsprang af #everydaysexism og den norske #jegharopplevd kampagne.

Det lidt specielle ved kampagnen er nok, at den meget hurtigt kom til at handle om egentlige overgreb af forskellig art. Om piger/kvinder, som bliver antastet mere end med lumre tilråb og klæbrige insinuationer. Hvilket omvendt har fået nogle mænd til at tage til genmæle. Både med den klassiske “vi er ikke alle sådan” og ” dumme svin er ikke et køns-spørgsmål, men et spørgsmål om at være et dumt svin”. Mest udbredt er “hvorfor skal det altid gå ud over mænd”.

Jeg fik lyst til at give mit besyv med, men jeg har jo per definition svært ved at begrænse mig til de 140 bogstaver, der må være i et tweet.

Sexisme er per definition et køns undertrykkelse af et andet køn. Ligesom racisme er en races undertrykkelse af en anden race. Sexisme kan komme til udtryk på mange måder og er som oftest det mandlige køns undertrykkelse af det kvindelige køn. Sexisme rangerer fra ulige behandling til grove overgreb og voldtægt. 

Der er ikke tale op et nyligt opstået fænomen, hvor kvinder føler sig undertrykt af mænd og behandlet ulige pga. deres køn alene, men et fastlagt begreb. Det kan derfor hverken siges altid at gå ud over mænd, eller være dokumenteret at alle mænd er sådan. Men det er dokumenteret at sexisme eksisterer og er et meget stort problem for de kvinder, som ligger under for det.

Disclaimer: Sexisme eksisterer naturligvis også den modsatte vej, men det er stadig noget andet og dette blogindlæg handler ikke om, at jeg vil fremlægge en 100% neutral og videnskabelig gennemgang af emnet. I ved godt, at det er nuancer. Hvis der alligevel sidder nogle og føler sig ramt, så beklager jeg, men jeg kan ikke gøre andet end at anerkende det. Det er et følsomt emne. Tilbage til det.

Jeg vil ikke her forholde mig til de overgreb, voldtægter og generel vold, der har været luftet under kampagnen. Vi har et retssystem, som er indrettet således, at hvis man begår kriminalitet, så skal man straffes. Om der så forekommer køns-ulighed i dette retssystem er en anden sag og et meget længere blogindlæg. Det er heldigvis stadig ikke mange, der oplever sexisme i form af voldtægt.

Men jeg taler her om den dagligdags sexisme, som mange mænd (og desværre også kvinder) opfatter som harmløse: tilkald på gaden, frække tilbud, at kalde magtfulde kvinder for hystader eller duller, åbenlyst at kommentere på kvinders udseende og anatomi osv.

Nogle ting er ok i privatsfæren.For eksempel er jeg da glad for, at mine kærester igennem livet har syntes, at jeg havde en lækker bagdel eller at de satte ord på deres begær.

Jeg kan til gengæld slet ikke forstå, hvordan fremmede eller semi-fremmede mænd kan tro, at det er ok eller føles som et kompliment, når de råber “god røv” eller langt værre. Jeg kan heller ikke forstå, hvordan det kan være ok, at en bilfuld af mænd sætter farten ned, og pifter, når de kører forbi en ung pige, der venter på bussen.

En mand/mænd behøver ikke sige noget direkte seksuelt for at være sexistisk!

Dette er en rigtig vigtig pointe og egentlig er det, jeg gerne ville frem til. Forstår I, den pige I råber efter på gaden, hvisker til i baren eller langsomt kører forbi på gaden, ved ikke hvad I tænker bag henvendelsen. Kvinder ved ikke, om manden måske bare prøver lidt akavet at komme i kontakt. Vi ved heller ikke, om det egentlig bare er for sjov, ment som et kompliment eller at I inderst inde er fulde af beundring for kvindekønnet.

Det kvinder oplever er en fysisk overlegen fremmed, som potentielt kan skade hende.

Eller som i min datters tilfælde; en hel bil fuld af fysisk overlegne fremmede, som potentielt kan skade dem. En mands seksuelle innuendo kunne ligeså godt være ledsaget af et våben. Forestil dig samme situation med en bil fuld af bevæbnede fremmede, der sætter farten ned ved dit busstoppested. Kan du mærke frygten? Sådan er det for mange kvinder. Hver dag.

En mands henvendelse kan meget hurtigt virke truende, fordi kvinder er meget bevidste om, at de næsten altid er fysisk underlegne. 

Det er ikke nødvendigvis mændenes skyld, at de som udgangspunkt virker voldsommere alene pga. deres fysiske overlegenhed. Det er i realiteten ligegyldigt, om det forholder sig sådan eller ej.

Og husk! Det er ligemeget, hvad du mener med din henvendelse. Der er en stor risiko for, at det føles truende eller grænseoverskridende.

Piger og kvinder er hele deres liv blevet præget til, at de er fysisk underlegne.

“Du slår som en tøs”og “er du tøsefornærmet/pigesur” høres dagligt allevegne og præger piger til at opfatte sig selv og hinanden som svagere end drenge og det præger drenge til at ringeagte kvindekønnet. Det er ligegyldigt om det er et levn fra gamle dage, så længe vi holder det i live. Vi er altså alle “skyldige”/”uskyldige”, hvis man kan bruge de begreber, men det betyder også, at vi alle er ansvarlige for at ændre det.

Der er kun en måde at vende opfattelsen og det er ved at holde op med at opføre sig sexistisk overfor kvinder. Opmærksomhed er første skridt.

Så længe vi ikke vil anerkende problemet og acceptere, at det reelt ER et kønsbestemt problem, fører hverdags-sexisme til en større accept eller en underkendelse af de langt værre overgreb, der finder sted. Og at nedbringe antallet af overgreb og voldtægter er vel noget, vi alle kan se en værdi i.

Lad os gribe i egen barm og arbejde på, at kampagnen vil blive mindre og mindre nødvendig hvert år fremover. Og lad os prøve at gøre det med en god portion empati og forståelse for hinanden. Det ER svært at ændre noget, der har eksisteret i tusindvis af år.

#jegharoplevet

Image | Posted on by | Tagged , , | Leave a comment

Hjem til mor og far!

11148779_636683296462662_5670537081895059608_o

For over et år siden skrev jeg første gang her på bloggen om Ringsted-sagen. Jeg var blevet bekendt med sagen og var grebet af den gennemgribende dårlige sagsbehandling og den manglende retssikkerhed både i sagen i særdeleshed, men også på området generelt.

Jeg skrev siden en kronik i Politiken sammen med den fantastiske Puk Sabber og for nylig fik forældrene endelig konklusionen på den store psykologiske undersøgelse, der var bestilt af Ringsted kommune. Konklusionen var, at de var gode forældre, der altid har kunne og stadig sagtens kan varetage deres børns behov, hvorfor den uvildige psykolog anbefaler, at “det vil være muligt og hensigtsmæssigt at Magnus og Mikkel hjemgives til deres forældre”.

I første omgang afviste kommunen at hjemgive børnene, men efter en del bekymrede mails påsken over fra mange af os fagfolk, der har været involveret i sagen, fik familien i dag verdens bedste besked: “Drengene hjemgives over de næste 4 uger”

Selvom jeg ikke kender familien privat og kun har beskæftiget mig med sagen på frivillig faglig basis, så mærker jeg en enorm lettelse. Jeg synes, det har været et så åbenlyst fejlbehæftet forløb, hvor der i høj grad har manglet en faglig overordnet, der turde sætte sig ud over kampen og se nøgternt på fakta i sagen. Som kunne fjerne sagen fra de mennesker, som har taget den alt for personligt og som med al tydelighed har fortolket enhver reaktion hos forældrene som et bevis på, at de var uegnede.

Men uegnede til hvad? For de har ikke på noget tidspunkt været uegnede som forældre.

Jeg tror, at rigtig mange mennesker er uegnede til at få fjernet deres børn. Uegnede til at blive beskyldt for at skade dem. Uegnede til at se deres tvangsfjernede børn blive mere og mere triste og forvirrede og uegnede til ikke at få lov til at trøste deres børn og forsikre dem om, at mor og far elsker dem og kæmper for dem.

Så ja, disse to forældre var dybt uegnede til at blive umyndiggjort af kommunen og dybt uegnede til at blive truet på deres allerkæreste, deres børn.

NU skal drengene endelig hjem. De har været fjernet fra deres kærlige forældre i over 3 år og der venter familien et enormt reparationsarbejde forude. To drenge skal samles op efter at have været revet fra deres forældre i nogle af de allervigtigste barneår. Jeg ser frem til, at Ringsted kommune løfter den opgave.

Jeg ER lettet. Mest af alt fordi mareridtet endelig kan afsluttes for familien og fordi det er MIT system og mine kolleger, der endelig finder det rette fodslag.

Men jeg er stadig vred over, at sagen kom så langt ud. Vi snakker om nogle børn som aldrig har lidt fysisk eller psykisk overlast, som var højt elsket og beskrevet som sådan af institutioner og sundhedsplejerske altid. Hvor forældrene lynhurtigt fik styr på deres samlivskrise for at det ikke skulle gå ud over børnene. En sag, hvor et manglende brev blev startskuddet til en lavine af sanktioner, der på anbringelsens højeste betød overvåget samvær i 1 1/2 time hver 3. uge. For en familie, hvor børnene aldrig været udsat for noget som helst.

Jeg håber, der sidder nogle kommuner rundt omkring og tager denne sag til efterretning.

Hvad er det helt præcis, vi anbringer børn for?

Loven foreskriver, at et barn skal anbringes hvis det lider overlast i hjemmet og det ikke kan afhjælpes med diverse kommunale indsatser i hjemmet. Men hvornår lider et barn mere overlast hjemme end ude? For en anbringelse er ikke uden omkostninger for et barn, det er helt sikkert. 3 års unødvendig anbringelse giver ar på sjælen og helt unødige problematikker i den familie, der nu skal samle deres liv op igen og finde en hverdag.

Jeg er ikke bekymret for Magnus og Mikkel. De er så elsket og så ønsket. Og de har nogle forældre som virkelig går hundrede procent ind i det her. Men det er kommunens held.

Jeg er bekymret for alle de andre børn, der tvangfjernes på et alt for tyndt og uoplyst grundlag. Og for dem, hvor kommunen så nægter at anerkende, at der er sket en fejl og dermed fastholder en unødvendig anbringelse.

Der er børn i Danmark som har bedst af at blive fjernet fra deres forældre og komme i pleje andetsteds. De børn er ikke Magnus og Mikkel.

Velkommen hjem, drenge.

Posted in Empathy | Leave a comment

De måske værdige

Der har været lidt stille på bloggen. Noah er syg. Sådan ret syg. Så det begrænser min tid og tankevirksomhed til emner, der ikke konkret omhandler hans velbefindende.

Når mine tanker alligevel ind i mellem får lidt luft til at flyve, så tænker jeg stadig meget over, hvordan vi løfter vores samfund videre fra denne krise. Og jeg mener ikke den økonomiske krise.

Jeg tænker på den ideologiske krise. Den menneskelige krise. Værdikrisen i Danmark.

Mest af alt prøver jeg at forstå den.

Historisk set valgte vi vel på et tidspunkt, at nok var vi ikke et kommunistisk, klasseløst samfund, men vi ville have en bundlinje i Danmark, der forhindrede borgerne i at drøne helt til bunds uanset årsag. Sådan et socialt velfunderet demokrati med plads til at svinge med armene, hvis man var af sådan en støbning. Dette valg af samfund skulle sikre nogle helt basale udligninger; at alle havde lige adgang til uddannelse, lægehjælp og basale livsnødvendigheder uanset om de var arbejdsduelige eller ej. Det var også et samfund hvor man stadig havde nogle fordele, hvis man var hårdtarbejdende og/eller velhavende idet vi ikke udlignede lønninger og indtjening, blot regulerede lidt, så dem, der har meget, giver lidt ekstra til dem, der intet selv har.

I praksis har det fungeret fantastisk godt. Vi har en høj, høj grad af sundhed, uddannelse og muligheder. Lav, lav kriminalitet og vanrøgt. Eller vi havde. For af uransagelige årsager piller vi det hele fra hinanden igen nu.

Der er nu ikke længere i Danmark et ønske om at løfte alle over den dér bundlinje. Ikke hvis folketinget er repræsentativt for borgerne og det må vi vel gå ud fra, det er. Nej, ønsket for Danmarks fremtid er at gøre det meget synligt, hvem der er værdige borgere og hvem der ikke er. Det er os åbenbart magtpåliggende at skulle definere forskellen på “dem” og “os”. Så magtpåliggende, at vi gladeligt kigger den anden vej, når medierne skriver om selvmord efter selvmord, selvafbrænding og sultestrejke. Eller vi synes jo, det er slemt, at det sker. Men vi ser ikke rigtig nogen mulighed for at gøre noget, for der ER jo ikke penge til at forsørge alle de dovne, ugidelige snydere, der bare vil have kontanthjælp, mens vi andre arbejder. Ja, det klæder ikke rigtig nogen at være sarkastiske, heller ikke jeg, men det er jo alvor, det her.

Hvorfor er det så vigtigt at kunne se en synlig forskel på de værdige og de uværdige?

Og hvorfor betyder det noget i forhold til vores adfærd overfor hinanden?

For betyde noget, det gør det. Hvis du er værdig (læs: arbejdende, selvforsørgende), så kan du slippe afsted med en del mere end hvis du er uværdig (læs: arbejdsløs, off. forsørget). F.eks. kan du tale med dine børns institution om, at du føler dig træt og utilstrækkelig, at du nogle gange skælder for meget ud og næsten ikke orker dem. Du kan f.eks. også gå til lægen og søge om hjælp, fordi du er deprimeret og stresset, eller måske har et lidt for højt forbrug af alkohol eller andre rusmidler. Du kan også uden problemer sidde og snakke om den seneste konflikt med din mand, om hvordan han er lidt hård ved ungerne og måske er de lidt bange for ham, når han bliver sur. Det kan du gøre på kvindehjemmet efter han har langet dig en, eller på arbejdet med solbriller på. Du kan også være handicapforælder, lagt ned af kampe med kommunen, stress og manglende søvn og søge aflastning og støttetimer eller vejledning.

Du kan alle de her ting. Du vil endda møde bifald og anerkendelse. “Hold op, hvor er du sej, at du søger hjælp”. “De stærkeste mennesker er dem, der erkender et problem og beder om hjælp til at rette det”.

Men hvis du er uværdig. Hvis du er arbejdsløs, måske sygemeldt, offentligt forsørget i hvert fald. Så kan du ingen af disse ting. Så bliver du indberettet til kommunen for omsorgsvigt, fordi du tog på krisehjem. Indberettet for dit misbrug, selvom du er hos lægen for at rette det. Truet med indberetning, hvis du ikke kan blive rask nok til at komme af sygedagpengene, for hvordan kan du så passe dine børn.

Forstår I; vi snakker måske om et samfund uden klassedeling, men vi magter det ikke. Vi kan ikke rumme at give plads til den forskellighed, der nødvendigvis må være i en forsamling af 6 millioner mennesker. Vi klasseinddeler hinanden indeni, uden at sige det højt, og det er måske endnu værre end at vide, at man aldrig kommer til at tilhøre adelen.

Det er værre, fordi disse ikke-definerede klasser uværgeligt vil fluktuere med tidens trend. De vil være evigt foranderlige i takt med at bunden ryddes, for så rykker næste hold derned.

Og netop det, forstår mennesket ikke. At når vi har ryddet bunden, så bliver der skabt en ny bund. Alle dem, der sad og følte sig hævet over kontanthjælpsmodtagerne, de står for had i næste ombæring.

Jeg kan ikke prale af at have bevæget mig særlig meget på bonede gulve, men jeg kan godt afsløre, at jeg sjældent hører de virkelig rige eller succesrige sige, at de fattigste ikke skal have hjælp. Mærkeligt nok er det oftest de lavere klasser, der så desperat har brug for at lægge den underste klasse for had. Det er et menneskeligt træk, jeg stadig har ret svært ved at forstå. Som om, man bliver bedre i selv alene ved at udpege et andet menneske som dårligere. At man bliver klogere af at en anden kan identificeres som dum.

En ting ved jeg. Enten får vi standset udviklingen eller også så løber det løbsk. Intet samfund kan eksistere alene af perfekte mennesker. Det er utopi. Og det er altså afprøvet, senest i 30’ernes Tyskland og det kan vi vel godt blive enige om ikke gik særligt godt. Så når alle mongolerne er udryddet via fosterdiagnostik, så kan vi været forvissede om, at f.eks. de ordblinde bliver det nye problem. Et samfund bæres på mange forskellige skuldre. For at alle i arbejde kan nå så vidt, skal det hele hænge sammen. Ingen ved, hvad det betyder at redde et bestemt menneske i det øjeblik, de gør det. Men alle ved vel, hvad det betyder ikke at redde ham. Hullet i sjælen over, at man ikke rakte ud.

Derfor beder jeg jer tænke over, om I ikke vil redde et menneske i dag. Måske er vi værdige i dag, men det kan være, at vi ikke er det i morgen. Og så vil vi måske håbe, at der findes nogen, som vil redde os.

Image | Posted on by | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Hvad er der tilbage?

Forleden hørte jeg mig selv sige til mine teenagedøtre, at hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg ikke fået børn. Det kom lige fra hjertet.

Du tænker måske, at det kan du godt forstå med to handicappede børn ud af tre i kuldet.

Men det er slet ikke grunden.

Det første jeg kan huske, jeg ønskede mig, var børn. Jeg ville bare gerne være mor, helst til mange og helst med en dejlig mand. Resten af mine drømme og ønsker blev formet omkring dette basale livsønske. Børn var vigtigst, arbejdsmæssig identitet og label var mindre vigtigt.

Så jeg har selvfølgelig reflekteret over, om min kovending handler om, at jeg rent faktisk fik opfyldt mine ønsker om at få børn. Hele tre af slagsen.

Men det er slet ikke dér skoen trykker. Problemet er, at jeg er så desillutioneret over vores samfund, at jeg næsten ikke kan få vejret. Danmark var et varmt og godt land engang. Vi hyggede os og lærte at rumme hinanden på kryds og tværs. De “rige” og de “kendte” kunne for en stor del færdes blandt os almindelige mennesker. Det samme kunne politikere. Vi anerkendte, at nogle var mere ved muffen end andre, men samtidig så vi ikke ned på dem, der mistede arbejde fordi B&W mistede en ordre.

Der var rummelighed, men også reel støtte til handicappede og udsatte børn.

Der var arbejderkamp for reele vilkår, arbejdsmiljø, omskoling og førtidspensionering.

1. maj var en arbejderfest, hvor talerne mindede os om, at enevældet, kvindeundertrykkelse og manglende arbejdstidsregler ikke var så længe siden.

Der var forskel på meget. Ruth var ret skrap, Lone arbejdede meget og nede af vejen, var der “dem med de mange børn”. Nogle familier var mere dysfunktionelle end andre, men udover, at alle kunne blive enige om, at børn der vanrøgtedes af en eller anden årsag, skulle fjernes fra hjemmet, så var der en ret stor accept af, at vi var forskellige og opdrog forskelligt. Det er jo for pokker det, der former os, udmærker os og begrænser os, så vi får en broget sammensætning. Så der både er smede og direktører, pædagoger og betjente.

I dag synes Danmark præget af en værdiløshed. Nogle få (eller faktisk ikke så få mere) samles mod “de fremmede” og vil bevare det danske. Men resten vil bare have orden på tingene og ingen afvigelser. Alt skal rettes ind og fikses. Meninger skal afstemme.

Ikke mindst skal 1. maj demonstrationer foregår ordentligt. Det er dømt udemokratisk at arrangere en demo mod statsministeren, som er gallionsfigur for de sidste to års skamferinger af vores velfærd og dermed sammenhold. På twitter så det sådan her ud i går fra ligestillingsordfører for S, Rasmus Horn Langhoff:

rasmus horn langhoff

Socialdemokratiets ligestillingsordfører kalder den internationale kampdags aktioner for udemokratiske. Politisk chikane.

Nu ved I, hvorfor jeg ikke mener, at man bør sætte børn i verden mere. Der er intet tilbage. Danmark var et fantastisk land. Det er ikke indvandringen, EU eller østarbejdere, der har saborteret vores samfund. Det er os. Vi har tilladt, at der bliver talt grimt om de svageste, at de lever i fattigdom, at par må flytte fra hinanden, at børn bliver fjernet uden grund, at børn ikke bliver fjernet, fordi budgettet er opbrugt, at psykisk syge går ubehandlede rundt i samfundet, at handicappede fratages basale rettigheder og hjælp osv. osv.

Vi har solgt ud af det hele for et forøget forbrug. For en leflen til vores indre svinehunde. For den der gode følelse af, at være bedre end andre.

Om lidt er det 1. maj 2014. Kæmp for at få vores velfærd tilbage. Kæmp for at få af vide, hvad vores skattepenge rent faktisk går til. Og kæmp for, at dem der vil pifte fortsat har ret til det!

Image | Posted on by | Tagged , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment