Kostråd, børns trivsel og samfundet

Der er kommet ti nye kostråd.

Og inden I tror, at jeg er blevet foodie og helst inden jeg får svinget mig op til en snak om hokus pokus trends og den slags, så skynder jeg mig at sige, at det er slet ikke det, jeg vil snakke om. Men offentliggørelsen af kostrådene fik mig til at tænke.

Jeg tænker på, hvor meget det koster at blive ved med at komme med disse anbefalinger år efter år. Der ligger vel en del benarbejde bag dem.

Jeg tænker på hvor mange, der overhovedet lytter til dem.

Jeg tænker på, om det overhovedet er statens opgave at guide vores madindtag.

Mest af alt så tænker jeg på, hvordan pokker vi kan være sådan et bekymret og omsorgsfuldt folkefærd, der gerne vil hjælpe alle børn, fra de er små af, til at vokse op så sunde og raske som muligt, når vi nu samtidig er det der folkefærd, der konsekvent lukker øjnene for de virkelig horrible børnesvigt, der foregår i samfundet.

Det er jo fuldstændigt ligegyldigt med de kostråd for de børn, der har allermest brug for dem. Her tænker jeg på børn i lavindkomst-familier, eller børn, der har knap så gode forældre. Enten vil familien ikke have råd til at købe hovedsageligt fisk, grønt og frugt. Eller også vil de slet ikke få oplysninger om, eller have interesse for, folkesundhed.

De familier med økonomisk og mentalt overskud lever nok allerede sundt.

Jeg stemmer for, at vi bruger pengene på noget andet. De dér millioner, der går til undersøgelser, analyse og formulering af sundheds-strategier, dem synes jeg vi kan bruge bedre.

Jeg stemmer for, at vi virkelig gør noget for de børn, der har brug for det.

Jeg har længe tænkt over, at vi burde have et børne-taskforce. Det er helt i tråd med min overbevisning om, at kommunerne på ingen måde er klædt på til at forvalte hverken børnesager, handicapsager eller for den sags skyld andet, der har med mennesker at gøre.

Og hvor arbejdsløshed, handicapsager og sygefravær kunne løses ved at oprette statslige centre a la skattecentrene (sjovt nok blev den opgave lynhurtigt taget fra kommunerne), så mener jeg, at børnesager kræver et eller flere omrejsende teams, der har erfaring, uddannelse og føling med disse vanskelige sager.

Det synes jeg faktisk, vi skulle investere i.

Kostrådene er jo mest til glæde for alle selvbestaltede livsstilsguruer, som så  i trods kan promovere deres ti bud på en rigtig levevis. Alt fænger alligevel bedre i opposition.

Stop wasting money, folks.

Det er sgu dine skattepenge, det går ud over.

Advertisements

About Astrid Lequime

Founder of the Noah Lequime Foundation. Our goal is to brighten the lives of underprivileged special needs children around the world. Social worker, philanthropist and mother of three children. Two are special needs children.
Image | This entry was posted in Charity, Compassion, Personal musings, Social work, Tolerance and tagged , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

One Response to Kostråd, børns trivsel og samfundet

  1. Fuldstændig enig!!!!!!!!!!!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s