Den dag, vi solgte ud.

For 14 dage siden begyndte jeg at skrive på et indlæg til Socialrådgiveren. Jeg havde læst flere artikler og mange kommentarer, der revsede socialrådgiverne i kommunalt regi og på mange måder holdt dem ansvarlige for den grove, stigmatiserende behandling, der udøves i kommunerne i dag. Og nogle kontra, der forsvarede socialrådgiverne, men lagde skylden hos ledelse eller politikerne.

Da Mia Møller Roesen opfordrede mig til at skrive et indlæg i debatten, var jeg allerede klar. Jeg synes nok, at jeg kunne bidrage med lidt i kraft af min dobbeltstatus som både socialrådgiver og offentlig klient.

Inden jeg nåede længere end first draft, væltede en bevægelse frem som et gammeldags damplokomotiv. “Tag faget tilbage” manifestet har som en lavine samlet store mængder fagfolk indenfor sundheds- og socialvæsenet, som gør oprør mod det, de kalder DJØF’iseringen eller bureaukratiseringen af vores fag.

Jeg meldte mig straks ind i facebookgruppen og bifaldt glad de mange indlæg om opgør med urimelige arbejdsvilkår, manglende personale og manglende tid til patienter/klienter, det som læge Peter Wied kalder mangel på “varme hænder”. Jeg er enig.

Men…. der er altså et “men”.

Jeg oplever, at der sker nøjagtig det samme, som der altid sker, når vi danskere opdager, at tingene ikke er så rosenrøde, som vi gerne vil bilde os selv og andre ind: Vi leder efter dem, vi kan give skylden.

Det er DJØF’erne. Det er den tidligere regering. Det er den nuværende regering. Det er de arbejdsløse. Det er “nogens” skyld.

Det er helt sikkert, at “nogen” rundt om i systemet misfovalter deres magt. Det er også helt sikkert, at “nogen” ikke leverer det, de har lovet politisk. Men dér, hvor det virkelig gik galt, dér, hvor vi virkelig ændrede samfundsudviklingen, var den dag, vi solgte ud.

Det var nok en forskellig dag for os. Den dag, hvor vi holdt op med at tænke på at værne om vores velfærdssystem og hinanden, og i stedet begyndte at tænke på, at vi gerne ville have et tv i hvert værelse, to biler, udlandsrejser minimum en gang årligt og mærketøj selv til vores tumlinge.

Men vi har alle haft dén dag. Dén dag i vores liv, hvor vi solgte vores indre værdier for de ydre. Det ved jeg, vi alle har.

For det kræver en hel befolkning at vælge levebrødspolitikere ind i folketinget. Det kræver en hel befolkning at lade stå til, mens aviser og ugeblade bruger stadig mere nedladende betegnelser for fattige, arbejdsløse og udstødte. Det kræver en hel befolkning at vælge, at det er vigtigere at beholde vores materielle goder end at sikre vores medmennesker. Det kræver en hel befolkning at lukke øjnene for, hvor vores adfærd kan føre os hen.

Jeg argumenterer ikke mod, at man skal kunne have tillid til sine folkevalgte politikere, ej heller mod, at nogle gerne må have mere end andre. Men det piner mig at se, hvor hurtige vi er til at sparke skylden videre og dermed alle misser chancen for at se indad.

Hånden på hjertet, hvad mister du ved, at betale 1 % mere i skat og på den måde vide, at alle familier har råd til at holde jul?

Jeg ved godt, at vores regeringer de seneste mange år har udhulet vores velfærd. Jeg aner til gengæld ikke, hvad de har brugt pengene til. Men hvis der mangler penge på budgettet og pengene enten skal findes ved at udhule velfærden yderligere eller ved at betale 1% mere i skat, så ved jeg godt, hvad jeg vælger. Jeg vælger at betale. Og så vælger jeg at engagere mig i politik, så jeg kan være medvirkende til, at de 25 % vi betaler mere i skat, end andre sammenlignelige lande, rent faktisk bruges til velfærd og ikke bare indgår i statens budget.

Det kan godt være, at den ene procent betyder en biograftur mindre eller en bilfri søndag om måneden. Men er det ikke det værd? Er det ikke værd at vide, at de 700.000 danskere, der af en eller anden grund står uden for arbejdsmarkedet, ikke sendes på gaden?

Hvis du husker den dag, du solgte ud, kan du købe den hjem igen. Din sjæl, du ved. Dit hjerte.

Jeg er i gang. Vil du med?

Advertisements

About Astrid Lequime

Founder of the Noah Lequime Foundation. Our goal is to brighten the lives of underprivileged special needs children around the world. Social worker, philanthropist and mother of three children. Two are special needs children.
Image | This entry was posted in Politics and tagged , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

4 Responses to Den dag, vi solgte ud.

  1. Utroligt at du har kræfter også til så flot et indlæg

  2. Som borgerlig og liberal (og humanist) har jeg kun ét at sige: Spot on, Astrid.

    Der er uendeligt mange grunde til, at vi er nået til dette, men den eneste, der betyder noget, er at vi har glemt fællesskabet.

    • Præcis. Vi kan sikkert have mange forskellige meninger om, hvad der er vejen frem for Danmark, men at miste alt det, vi har bygget op, det må vi hver især tage ansvaret for.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s