Det retsløse barn – når det sociale system idømmer dødsstraf

helikoptergyerekszc3bclc5912

“I et civiliseret samfund, flyder loven på et hav af etik”
Earl Warren, US Supreme court

I Danmark har vi ikke dødsstraf. Det er der to grunde til. For det første mener vi, at det er etisk forkert at tage et andet menneskes liv. For det andet, er risikoen for, at vi henretter en uskyldig for tungtvejende i forhold til, at vi de fleste gange ville henrette den rigtige.

Man kan sige det sådan, at vi ved, at der kan ske fejl i retssystemet og derfor vil vi ikke risikere at gøre uoprettelig skade.

Faktisk er vi Danmark ret gode til at helgardere os i juraen. Til at sikre basale rettigheder. Man kan få fri proces, appelmuligheder, rettigheder i fængslet – både under varetægt og afsoning af straf. Det er ikke et perfekt system, men det er trods alt ret godt. Retssystemet.

Det kan derfor synes absurd, at der findes en hel gren af juraen, en hel sektion af retssystemet, der er fuldstændig uden rettigheder og selvjustits.

Socialretten.

Socialret er det lovområde, der sikrer vores rettigheder og lovgiver om vores forpligtelser på det sociale område. Det indbefatter alt fra pension og sygdomsydelser over handicap til børneområdet.

Socialretten er også det område, der er allerlavest prioriteret juridisk set. F.eks. skriver Kammeradvokaten dobbelt så meget information om Teleret (!), som om Socialret og børn og handicapsager nævnes slet ikke under beskrivelsen af Socialret.

Ligeledes føres socialretssager heller ikke i retssystemet. Du har altså ikke ret til at appellere din “dom” til hverken lands- eller højesteret, for på den må at få din sag vurderet juridisk og af uvildige øjne. Socialretssager føres i Ankestyrelsen og statsforvaltningen for familieretssager, som samvær og forældremyndighed.

Er det så ikke ok, tænker du måske? Det er jo stadig en ekstern myndighed, der vurderer sagen.

Det ville være ok. Men problemet er, at indenfor socialret flyder alle myndigheder og niveauer sammen. Ankestyrelsen er rådgivet af Kammeradvokaten. Ankestyrelsens jurister er faktisk løbende udstationeret hos Kammeradvokaten. Der står på Kammeradvokatens hjemmeside under socialret:

Vi har en fast ordning med Ankestyrelsen om vidensoverførsel i forbindelse med børnesagerne.
Ordningen indebærer, at to medarbejdere fra Ankestyrelsen løbende er udstationeret hos os og hjælper med at behandle navnlig børnesager.
Dermed lærer vi Ankestyrelsen bedre at kende, og styrelsen får viden om retssagsførelse.

Dét er et massivt problem. Kammeradvokaten er nemlig statens og kommunernes advokat. Dvs. at når en sags om f.eks. tvangsanbringelse indbringes for byretten, som civil retssag, er det Kammeradvokaten, der procederer på den offentlige instans side i retten.

Det vil sige, at det offentliges forsvarsadvokat hjælper med at fastsætte præcedens og uddanne juristerne i det, der burde være din uvildige ankeinstans, Ankestyrelsen.

Er det lovligt? Sikkert. Er det etisk korrekt. Absolut ikke.

Hvordan hænger alt det sammen med snakken om dødstraf?

Det skal jeg forklare.

Hvordan tror du, at det føles for et barn at blive fjernet fra sin familie? At blive afskåret al kontakt med sine forældre, at skifte daginstitution og skulle vænne sig til nye regler og vaner? At miste alt det kendte og vante og ikke kende sin nye virkelighed.

Det ved jeg. Det føles som om, man skal dø. For nogle endda som om, at de ønsker at dø.

Er det berettiget nogle gange? Ja, for at redde et barn fra overgreb, vold og vanrøgt. Helt sikkert. Det er en fantastisk hjælp i det tilfælde, hvor familien ikke selv indser behovet for hjælp og barnet er i fare.

Men i betragtning af, at det er det mest indgribende, man kan gøre ved et barn, så skal vi, i lighed med vores etiske overvejelser omkring dødstraf, død og pine være 100% sikre på, at vi gør det rigtige. Og i lighed med straffefangerne på dødsgangen, skal disse børn og familier have tid inden udførslen, juridisk bistand og sagen skal til enhver tid kunne genoptages ved en uvildig instans.

Så alvorligt er det at tvangsfjerne.

Det er en dybt alvorlig indgriben i et barns liv og vi forvalter den på en fuldstændig utilstedelig måde.
Sagerne behandles nok af børnesagsbehandlere, men de dikteres ofte oppefra af kontoruddannet ledelse, hvordan man gerne ser sagens udfald. Enten pga. økonomi eller frygten for at komme i medierne. Når sagen så er opbygget, som ledelsen ønsker det fremlægges den for kommunens børn- og ungeudvalg, eller i akutte tilfælde for børn- og ungeudvalgsformanden.

Disse udvalg er opbygget af kommunalpolitikere. De medborgere, som vi vælger ind i kommunalbestyrelsen hver fjerde år. Salgskonsulenter, rejseledere, revisorer.
Det er de mennesker, der er barnets uvildige ekspertpanel.

Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om en sag, som ikke i en eller anden grad er bleve godkendt i et børn- og ungeudvalg, på nær en af Gry Rambusch’ sager, hvor udvalget gik i mod sagsbehandlerens anbefaling, hvorefter sagsbehandleren så lavede en underetning til Ankestyrelsen og fik sagen igennem dér (!). Vi taler altså om et udvalg af vores medborgere, som ikke kan gøre meget andet end at stole på, at de ansatte i kommunen er samvittighedsfulde og dygtige mennesker.

Lidt ligesom, at Folketinget ikke ser nogen grund til at tvivle på, at kommunerne er gode og grundige og gør alt for at overholde loven og dens gode intentioner.

Vi er altså stort set retsløse i dag, når det gælder socialret.

Vi er vant til, at kører man overfor rødt, så er bøden ens for alle. Straffen er gennemskuelig og konsekvent.

Den sociale lovgivning derimod forvaltes afhængig af, hvem der har sagen. Du kan være heldig og du kan være uheldig. Det er måske acceptabelt for os voksne, men det er på ingen måde acceptabelt for børn.

Vi bliver nødt til at ændre på den måde, vi anskuer og forvalter socialret.  Sager, som kan indebærer “dødstraf” for et barn, er for vigtige til at vi kan lade dem ligge på bordet hos en overbebyrdet og ledelsesmæssigt presset sagsbehandler. Slet ikke når trekantskammeraterne Kommune, Ankestyrelse og Kammeradvokat har aftalt spillerreglerne på forhånd.

Vi burde have centrale proffesionsteams, med udgående funktion, som ikke alene burde sammensættes af mange faggrupper, herunder socialrådgivere, psykologer og jurister, men som minimum var prioriteret højt og overvåget tæt for at sikre den bedste kvalitet i arbejdet. Således ville en underetning, som i Tøndersagen, aldrig ligge ubehandlet hen og således ville en underetning, der ikke var underbygget, som i Ringsted-sagen, aldrig føre til en fejlagtig anbringelse.

Og skulle der trods alt alligevel ske menneskelige fejl, for de sker jo ind i mellem, så ville de hurtigt kunne rettes, hvis man sikrede udefrakommende supervision og revision af sagerne. Og ikke mindst en lige adgang til en uvildig rettergang, som i alle andre love.

Du tænker måske, at det lyder da meget fint, men hvad har det med dig at gøre? Derfor vil jeg afslutte med et tænkt eksempel, som meget vel kunne være taget fra virkeligheden.

Forestil dig, at du går til lægen, fordi du er deprimeret, som 25 % af Danmarks befolkning. Du har lært, at for at være en produktiv borger skal du søge hjælp og få behandling.
Derfor står du nu hos lægen. For at understrege behovet for medicin, forklarer du villigt om dine tunge tanker og ind i mellem manglende lyst til at leve. Lægen udskriver lykkepiller og du er glad (så meget som man nu kan være med en depression). Da du går derfra, klapper du dig selv lidt på ryggen fordi, at du søgte hjælp og tog ansvar for dit problem.
3 uger senere bliver du kontaktet af en sagsbehandler fra kommunen. Hun forklarer, at lægen har lavet en underretning, fordi han er bekymret for dine børn, når du har selvmordstanker. Du fejer det bort, forklarer situationen og at du er i behandling for din helt almindelige depression. Sagsbehandleren, som tager en indberetning fra en anden offentlig instans(lægen) alvorligt, giver dig valget: enten flytter du på familieinstitution med dine børn, eller også bliver de anbragt i en plejefamilie. 3 måneder senere er de anbragt uanset, at du har forsøgt at imødekomme alle kommunens krav, mens du samtidig prøver at holde den dér depression i skak og ikke at lade al forvirringen gå ud over dine børn.

Kan det virkelig ske for dig?

Ja, som loven er i dag, som opsynet med loven er i dag, så kan det ske sådan. Er man nødvendigvis en dårlig forælder, fordi man får en depression, bliver fyret, bliver fysisk syg, får et handicap eller har en parforholdskrise? Er man en dårlig forælder fordi man bliver overfaldet eller bliver skilt?

Nej, på ingen måde. Det afgørende er, hvordan man håndterer sin livskrise. Derfor er der behov for teams, der ser på hele barnet og vurderer situationen inden man skrider til tvangsanbringelse.

I lighed med dødstraf er en tvangsanbringelse meget “endeligt” for barnet. Den skade, der sker, det mord på barnets uskyldighed og tillid, der sker – kan ikke bare omgøres og rettes.

Derfor skal vi stille krav til vores samfund og retssystem om, at disse sager behandles med nøjagtig samme omhu og ærefrygt for loven, som var det en sag om dødsstraf.

Hvis ikke vi stiller disse høje krav, så må vi se i øjnene og acceptere, at vi har et barbarisk samfund, hvor børn idømmes de facto dødsstraffe i en endeløs tilstand af retsløshed.

Vil du have det på din samvittighed?

Advertisements

About Astrid Lequime

Founder of the Noah Lequime Foundation. Our goal is to brighten the lives of underprivileged special needs children around the world. Social worker, philanthropist and mother of three children. Two are special needs children.
Image | This entry was posted in Empathy, Politics, Social work and tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Det retsløse barn – når det sociale system idømmer dødsstraf

  1. Pingback: Hjem til mor og far! | The Noah Lequime Inspiration

  2. Pingback: Jeg mener… | The Noah Lequime Inspiration

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s