“Vi alene vide” – om feudalismens genindtog i Danmark

“Det var karakteriseret ved en specialiseret krigerklasses dominans, en undertvunget bondestand, udbredt brug af lensforpagtning i stedet for løn, samt sociale bånd af beskyttelses- og tjenesterelationer, der knyttede mennesker sammen, foruden fragmenter af andre former for fællesskab såsom familie og stat.” Marc Bloch, om feudalsamfundet

Feudalismen uddøde teoretisk set i midten af 1300-tallet, så hvorfor genoplive dette gamle begreb?

Jeg ser historien gentage sig selv. Udskift krigerklasse med “det arbejdende folk”, bondestand med “mennesker udenfor arbejdsmarkedet”, så har du nærmest vores nutidige samfund, hvor mennesker udenfor arbejdsmarkedet lever på  de betalendes nåde.

Vi har blandt andet skabt et skyggearbejdsmarked, hvor mennesker, i stedet for løn, får en universal-ydelse, som efterhånden er så lav, at de lever i fattigdom, men samtidig kræver vi, at de udfylder en 37 timers arbejdsuge, kaldet aktivering, så byttehandlen er rimelig. Ingen ydelse uden modydelse.
Der er samtidig jævnligt diskussioner om, hvorvidt underklassen bør have samme rettigheder som dem på det “rigtige” arbejdsmarked.

F.eks. har mennesker på kontanthjælp automatisk oddsene imod sig i sager om børns trivsel, samvær og forældremyndighed. Det anses som et tegn på mindre egnethed at være afhængig af en offentlig ydelse. Man er altså medlem af en ret defineret underklasse, hvis man står udenfor det ordinære arbejdsmarked.

Overklassen, lensherrerne, er til gengæld mindre tydeligt defineret. Der er naturligvis de meget velhavende, men de brøler ikke højest. Det lader snarere til, at middelklassen har udråbt sig selv til den nye overklasse og det er også middelklassen, der kæmper hårdest for at distancere sig fra underklassen.

Og her i dette skisma har det traditionelle arbejderparti, Socialdemokratiet, taget téten. Partiet, som i årevis har forsvaret og kæmpet for den lille mand, arbejderen. Ikke fordi, han var i arbejde, men fordi Socialdemokratiet var de retsløses parti og før i tiden, var det arbejderen.

Når Mette Frederiksen råber “ret og pligt” ved enhver given lejlighed, har hun taget begrebet fuldstændig ud af dets kontekst og gjort det til sit slogan for udstødelse og stigmatisering af de arbejdsløse, de svage, de ikke duelige. Men “ret og pligt” begrebet handlede slet ikke om, at for at have ret til offentlige ydelser, skulle man yde sin pligt i form af enten arbejde eller aktivering.  Slet, slet ikke.

“Ret og Pligt” var oprindeligt et socialdemokratisk slogan, der forenklet set gik på at tilpligte overklassen at betale skatter til gavn for alle i samfundet og gav underklassen (arbejderne) rettigheder, som tidligere kun havde været overklassen forundt, såsom stemmeret.

Socialdemokratiet kæmpede også i 1900-tallet for, at det ikke skulle være skamfuldt at modtage hjælp fra staten, som det ellers historisk set havde været. Det var en ærlig sag at være nedslidt og syg, eller arbejdsløs for den sags skyld.

I dag er Socialdemokratiet alt det, de tidligere kæmpede mod. Uden dette stærke, fornuftige midterparti til at forsvare sociale værdier og ordentlige vilkår for arbejderklassen og ned, så flygter deres vælgere til fløjene. Dansk Folkeparti og Enhedslisten er snart de to største partier i dansk politik. Jeg tillader mig at tro på, at det ikke er fordi danskerne ønsker en væbnet revolution af hverken kommunistisk eller racistisk karaktér. Jeg tror, det er i desperation. Ligesom bondeoprør og bz’ere.

Danskerne er typisk set et ret midtersøgende folk. Vi er gode til at veje lidt for og imod og både se fordele ved et stærkt marked og en god socialpolitik – uanset hvor på linjen, vi står. Således stod De Konservative i mange år for at have en næsten ligeså stærk og omsorgsfuld holdning på det social område, som Socialdemokratiet og så var man derudover uenige om nogle andre ting politisk. Det siger mig, at vi som nationalitet, egentlig ønsker et godt samfund, der er bygget på kompromiser.

Så, når næsten halvdelen af vælgerne sætter deres kryds allerlængst ude på fløjene, har de store traditionelle partier forfejlet deres opgave. De har svigtet folket dér, hvor tillid, loyalitet og vane ryger ud til fordel for protesten. Og det er alvorligt for vores lille land. Det er 3 store begreber, som danskerne hæger om. Længe. Det viser, at vi oplever et langt større overgreb, end feudalherrerne er klar over.

Er den nuværende økonomi fornuftig? Det er den sikkert med de briller, som regeringen har på. Det er jo ikke onde mennesker, der ønsker at drive folk til selvmord med deres nedskæringer.

Men er fornuftighed nok? Er det godt nok at kunne se tilbage og sige, vi førte den økonomisk mest fornuftige politik? Måske, hvis det handler om de pågældende politikeres karrierer.

Jeg mener ikke, det er godt nok. Politik, uanset om det er lands- eller lokal, bør altid være en balancegang mellem at beskytte folket og dets ønsker og samtidig forsøge at gøre dette så ansvarligt som muligt.

Derfor gjorde vi op med feudalsamfundet, enevældet, kejserdømmer og unævnelige riger. Og derfor vil vi gøre op med dette nymodens feudalsamfund, hvor de ikke-arbejdende er de nye trælle.

Vi vil gøre op med det ved at sætte vores kryds så langt væk som muligt fra vores tidligere partier i håb om, at de vil besinde sig og søge tilbage til en mere human politik.

Vi gør det i håbet om, at hvis de ikke besinde sig, så opstår der måske et nyt parti, som vil løfte opgaven og være vores stemmer værdig.

I er folkevalgte og den ære burde lede jer i arbejdet. Æren i at give os ro og tryghed og hjælpe os til at blive på kompromiset rette vej. Jeg ved godt, at I har glemt det, kompromiset. Denne stolte danske tradition, som har båret os igennem tidligere økonomiske kriser, som ved Kanslergade-forliget, den har I, vores nuværende folketing, glemt, skrottet og trampet lidt på i processen. I har stirret jer blinde på markedsøkonomi, kroner og ører og sejlivede skrøner om krævementalitet og dovne fattige. I har ladet jer forblænde af omverdenen, trods det at alle misunder os de værdier, I så ihærdigt nu forsøger at aflive. Men vi er ikke amerikanere. Vi er ikke kinesere.

Vi er danskere. Og i Danmark passer vi ordentligt på hinanden. Det gør vi, fordi vi finder det værdifuldt, fordi vi sætter pris på et trygt og roligt samfund og fordi vi synes, at et menneskeliv er mere værd end et par ekstra kroner på lønkontoen hver måned.

Dét skal I repræsentere, kære partier. Dét skal I hjælpe os med at huske, når vi farer stressede rundt i hverdagen.

Det er jer, der skal beskytte os gennem kompromiset. Det er jer, der skal hjælpe os til at stemme på fornuften. I er ikke valgt til at nedgøre danskerne eller overbærende at belære os om markedsøkonomi. Dette er ikke et børsnoteret firma. Dette er vores land. 6 millioner danskeres land.

I er valgt til at varetage vores interesser. 179 folketingsmedlemmer.

Hvis ikke I gør det, har vi allerede haft en magtovertagelse, hvor landet reelt styres af enevældet. Og så ender det igen med oprør.

“Man kan narre hele folket noget af tiden, og noget af folket hele tiden, men man kan ikke narre hele folket hele tiden”
Abraham Lincoln

Advertisements

About Astrid Lequime

Founder of the Noah Lequime Foundation. Our goal is to brighten the lives of underprivileged special needs children around the world. Social worker, philanthropist and mother of three children. Two are special needs children.
Image | This entry was posted in Politics and tagged , , , , , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s