De måske værdige

Der har været lidt stille på bloggen. Noah er syg. Sådan ret syg. Så det begrænser min tid og tankevirksomhed til emner, der ikke konkret omhandler hans velbefindende.

Når mine tanker alligevel ind i mellem får lidt luft til at flyve, så tænker jeg stadig meget over, hvordan vi løfter vores samfund videre fra denne krise. Og jeg mener ikke den økonomiske krise.

Jeg tænker på den ideologiske krise. Den menneskelige krise. Værdikrisen i Danmark.

Mest af alt prøver jeg at forstå den.

Historisk set valgte vi vel på et tidspunkt, at nok var vi ikke et kommunistisk, klasseløst samfund, men vi ville have en bundlinje i Danmark, der forhindrede borgerne i at drøne helt til bunds uanset årsag. Sådan et socialt velfunderet demokrati med plads til at svinge med armene, hvis man var af sådan en støbning. Dette valg af samfund skulle sikre nogle helt basale udligninger; at alle havde lige adgang til uddannelse, lægehjælp og basale livsnødvendigheder uanset om de var arbejdsduelige eller ej. Det var også et samfund hvor man stadig havde nogle fordele, hvis man var hårdtarbejdende og/eller velhavende idet vi ikke udlignede lønninger og indtjening, blot regulerede lidt, så dem, der har meget, giver lidt ekstra til dem, der intet selv har.

I praksis har det fungeret fantastisk godt. Vi har en høj, høj grad af sundhed, uddannelse og muligheder. Lav, lav kriminalitet og vanrøgt. Eller vi havde. For af uransagelige årsager piller vi det hele fra hinanden igen nu.

Der er nu ikke længere i Danmark et ønske om at løfte alle over den dér bundlinje. Ikke hvis folketinget er repræsentativt for borgerne og det må vi vel gå ud fra, det er. Nej, ønsket for Danmarks fremtid er at gøre det meget synligt, hvem der er værdige borgere og hvem der ikke er. Det er os åbenbart magtpåliggende at skulle definere forskellen på “dem” og “os”. Så magtpåliggende, at vi gladeligt kigger den anden vej, når medierne skriver om selvmord efter selvmord, selvafbrænding og sultestrejke. Eller vi synes jo, det er slemt, at det sker. Men vi ser ikke rigtig nogen mulighed for at gøre noget, for der ER jo ikke penge til at forsørge alle de dovne, ugidelige snydere, der bare vil have kontanthjælp, mens vi andre arbejder. Ja, det klæder ikke rigtig nogen at være sarkastiske, heller ikke jeg, men det er jo alvor, det her.

Hvorfor er det så vigtigt at kunne se en synlig forskel på de værdige og de uværdige?

Og hvorfor betyder det noget i forhold til vores adfærd overfor hinanden?

For betyde noget, det gør det. Hvis du er værdig (læs: arbejdende, selvforsørgende), så kan du slippe afsted med en del mere end hvis du er uværdig (læs: arbejdsløs, off. forsørget). F.eks. kan du tale med dine børns institution om, at du føler dig træt og utilstrækkelig, at du nogle gange skælder for meget ud og næsten ikke orker dem. Du kan f.eks. også gå til lægen og søge om hjælp, fordi du er deprimeret og stresset, eller måske har et lidt for højt forbrug af alkohol eller andre rusmidler. Du kan også uden problemer sidde og snakke om den seneste konflikt med din mand, om hvordan han er lidt hård ved ungerne og måske er de lidt bange for ham, når han bliver sur. Det kan du gøre på kvindehjemmet efter han har langet dig en, eller på arbejdet med solbriller på. Du kan også være handicapforælder, lagt ned af kampe med kommunen, stress og manglende søvn og søge aflastning og støttetimer eller vejledning.

Du kan alle de her ting. Du vil endda møde bifald og anerkendelse. “Hold op, hvor er du sej, at du søger hjælp”. “De stærkeste mennesker er dem, der erkender et problem og beder om hjælp til at rette det”.

Men hvis du er uværdig. Hvis du er arbejdsløs, måske sygemeldt, offentligt forsørget i hvert fald. Så kan du ingen af disse ting. Så bliver du indberettet til kommunen for omsorgsvigt, fordi du tog på krisehjem. Indberettet for dit misbrug, selvom du er hos lægen for at rette det. Truet med indberetning, hvis du ikke kan blive rask nok til at komme af sygedagpengene, for hvordan kan du så passe dine børn.

Forstår I; vi snakker måske om et samfund uden klassedeling, men vi magter det ikke. Vi kan ikke rumme at give plads til den forskellighed, der nødvendigvis må være i en forsamling af 6 millioner mennesker. Vi klasseinddeler hinanden indeni, uden at sige det højt, og det er måske endnu værre end at vide, at man aldrig kommer til at tilhøre adelen.

Det er værre, fordi disse ikke-definerede klasser uværgeligt vil fluktuere med tidens trend. De vil være evigt foranderlige i takt med at bunden ryddes, for så rykker næste hold derned.

Og netop det, forstår mennesket ikke. At når vi har ryddet bunden, så bliver der skabt en ny bund. Alle dem, der sad og følte sig hævet over kontanthjælpsmodtagerne, de står for had i næste ombæring.

Jeg kan ikke prale af at have bevæget mig særlig meget på bonede gulve, men jeg kan godt afsløre, at jeg sjældent hører de virkelig rige eller succesrige sige, at de fattigste ikke skal have hjælp. Mærkeligt nok er det oftest de lavere klasser, der så desperat har brug for at lægge den underste klasse for had. Det er et menneskeligt træk, jeg stadig har ret svært ved at forstå. Som om, man bliver bedre i selv alene ved at udpege et andet menneske som dårligere. At man bliver klogere af at en anden kan identificeres som dum.

En ting ved jeg. Enten får vi standset udviklingen eller også så løber det løbsk. Intet samfund kan eksistere alene af perfekte mennesker. Det er utopi. Og det er altså afprøvet, senest i 30’ernes Tyskland og det kan vi vel godt blive enige om ikke gik særligt godt. Så når alle mongolerne er udryddet via fosterdiagnostik, så kan vi været forvissede om, at f.eks. de ordblinde bliver det nye problem. Et samfund bæres på mange forskellige skuldre. For at alle i arbejde kan nå så vidt, skal det hele hænge sammen. Ingen ved, hvad det betyder at redde et bestemt menneske i det øjeblik, de gør det. Men alle ved vel, hvad det betyder ikke at redde ham. Hullet i sjælen over, at man ikke rakte ud.

Derfor beder jeg jer tænke over, om I ikke vil redde et menneske i dag. Måske er vi værdige i dag, men det kan være, at vi ikke er det i morgen. Og så vil vi måske håbe, at der findes nogen, som vil redde os.

Advertisements

About Astrid Lequime

Founder of the Noah Lequime Foundation. Our goal is to brighten the lives of underprivileged special needs children around the world. Social worker, philanthropist and mother of three children. Two are special needs children.
Image | This entry was posted in Charity, Empathy, Politics, Social work, Tolerance and tagged , , , , , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s