Hjem til mor og far!

11148779_636683296462662_5670537081895059608_o

For over et år siden skrev jeg første gang her på bloggen om Ringsted-sagen. Jeg var blevet bekendt med sagen og var grebet af den gennemgribende dårlige sagsbehandling og den manglende retssikkerhed både i sagen i særdeleshed, men også på området generelt.

Jeg skrev siden en kronik i Politiken sammen med den fantastiske Puk Sabber og for nylig fik forældrene endelig konklusionen på den store psykologiske undersøgelse, der var bestilt af Ringsted kommune. Konklusionen var, at de var gode forældre, der altid har kunne og stadig sagtens kan varetage deres børns behov, hvorfor den uvildige psykolog anbefaler, at “det vil være muligt og hensigtsmæssigt at Magnus og Mikkel hjemgives til deres forældre”.

I første omgang afviste kommunen at hjemgive børnene, men efter en del bekymrede mails påsken over fra mange af os fagfolk, der har været involveret i sagen, fik familien i dag verdens bedste besked: “Drengene hjemgives over de næste 4 uger”

Selvom jeg ikke kender familien privat og kun har beskæftiget mig med sagen på frivillig faglig basis, så mærker jeg en enorm lettelse. Jeg synes, det har været et så åbenlyst fejlbehæftet forløb, hvor der i høj grad har manglet en faglig overordnet, der turde sætte sig ud over kampen og se nøgternt på fakta i sagen. Som kunne fjerne sagen fra de mennesker, som har taget den alt for personligt og som med al tydelighed har fortolket enhver reaktion hos forældrene som et bevis på, at de var uegnede.

Men uegnede til hvad? For de har ikke på noget tidspunkt været uegnede som forældre.

Jeg tror, at rigtig mange mennesker er uegnede til at få fjernet deres børn. Uegnede til at blive beskyldt for at skade dem. Uegnede til at se deres tvangsfjernede børn blive mere og mere triste og forvirrede og uegnede til ikke at få lov til at trøste deres børn og forsikre dem om, at mor og far elsker dem og kæmper for dem.

Så ja, disse to forældre var dybt uegnede til at blive umyndiggjort af kommunen og dybt uegnede til at blive truet på deres allerkæreste, deres børn.

NU skal drengene endelig hjem. De har været fjernet fra deres kærlige forældre i over 3 år og der venter familien et enormt reparationsarbejde forude. To drenge skal samles op efter at have været revet fra deres forældre i nogle af de allervigtigste barneår. Jeg ser frem til, at Ringsted kommune løfter den opgave.

Jeg ER lettet. Mest af alt fordi mareridtet endelig kan afsluttes for familien og fordi det er MIT system og mine kolleger, der endelig finder det rette fodslag.

Men jeg er stadig vred over, at sagen kom så langt ud. Vi snakker om nogle børn som aldrig har lidt fysisk eller psykisk overlast, som var højt elsket og beskrevet som sådan af institutioner og sundhedsplejerske altid. Hvor forældrene lynhurtigt fik styr på deres samlivskrise for at det ikke skulle gå ud over børnene. En sag, hvor et manglende brev blev startskuddet til en lavine af sanktioner, der på anbringelsens højeste betød overvåget samvær i 1 1/2 time hver 3. uge. For en familie, hvor børnene aldrig været udsat for noget som helst.

Jeg håber, der sidder nogle kommuner rundt omkring og tager denne sag til efterretning.

Hvad er det helt præcis, vi anbringer børn for?

Loven foreskriver, at et barn skal anbringes hvis det lider overlast i hjemmet og det ikke kan afhjælpes med diverse kommunale indsatser i hjemmet. Men hvornår lider et barn mere overlast hjemme end ude? For en anbringelse er ikke uden omkostninger for et barn, det er helt sikkert. 3 års unødvendig anbringelse giver ar på sjælen og helt unødige problematikker i den familie, der nu skal samle deres liv op igen og finde en hverdag.

Jeg er ikke bekymret for Magnus og Mikkel. De er så elsket og så ønsket. Og de har nogle forældre som virkelig går hundrede procent ind i det her. Men det er kommunens held.

Jeg er bekymret for alle de andre børn, der tvangfjernes på et alt for tyndt og uoplyst grundlag. Og for dem, hvor kommunen så nægter at anerkende, at der er sket en fejl og dermed fastholder en unødvendig anbringelse.

Der er børn i Danmark som har bedst af at blive fjernet fra deres forældre og komme i pleje andetsteds. De børn er ikke Magnus og Mikkel.

Velkommen hjem, drenge.

Advertisements

About Astrid Lequime

Founder of the Noah Lequime Foundation. Our goal is to brighten the lives of underprivileged special needs children around the world. Social worker, philanthropist and mother of three children. Two are special needs children.
This entry was posted in Empathy. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s