Jeg mener…

…. at det kommunale selvstyre er gået for vidt.

Med tiltagende frekvens er kommunerne de senest år blevet afsløret i mere eller mindre usmagelige metoder til nedskæringer over for de svageste i vores samfund.

Manu Sareen udtalte sig for kort tid siden om den syge kultur, der er i Folketinget og selvom han blev skældt ud for ikke at have brugt sin stemme, mens han stadig kunne gøre en forskel, så satte han i det mindste ord på, hvad vi alle godt ved:

Politik handler ikke om politikernes gode intentioner og varme hjerter.

Politik handler om penge og magt.

Jo flere refusionsordninger, man skaber. Jo flere bureaukratiske krumspring, man udfører. Jo mere magt har økonomidirektørerne. Ikke politikerne, de har reelt ingen magt udover at svinge et par meninger i en alt for eftergivende presse. Men økonomerne, statens og kommunernes CFO’s, det er de egentlige konger.

Selv Henrik Dahl, som jeg ellers slet ikke oplever som et særligtsocialt engageret menneske, har fået nok af kommunernes åbenlyse sjoflen af folketingets intentioner under vedtagelse af Danmarks love.

Har du aldrig spurgt dig selv, eller dine politikere for den sags skyld, hvad vores skattepenge egentlig går til?

Vi betaler snildt det dobbelte i skat af mange sammenlignelige lande og vi har stort set samme sundheds- og socialvæsen.

Alt i mens vi lokkes til at slås over flygtningepolitik og åbne/lukkede grænser, så afledes vi fra at spørge om det helt essentielle:

Hvem forvalter vores penge og hvad går pengene præcis til?

Hvorfor siger Kommunernes Landsforening, at pengene fosser ud af kommunekasserne, når servicen til borgerne er fuldstændig rundbarberet og der i øvrigt f.eks. er blevet færre handicappede og flere selvfinansierede pensionister? Det vil jeg gerne have svar på. Ikke et eller andet ubegavet floromvundet statement, men rigtigt svar på.

Og hvorfor gør folketinget ikke noget reelt ved det? Det vil jeg også gerne have svar på.

Mest af alt vil jeg gerne vide hvorfor du og jeg, og alle vores 6 millioner medborgere, finder os i det? 

Svineri på hospitalerne. Det var slemt for 10 år siden, da Noah fik en fuldstændig invaliderende, og i sidste ende fatal, nerveskade efter en infektion med afføringsbakterier på barselsgangen. I dag – pyha, du har ingen idé om, hvor slemt det står til. På Rigshospitalet kan kun mennesker med stærke maver og immunforsvar drikke vandet, så spækfyldt med bakterier er det. Det er vores flagskib, det hospital. Men som jeg hørte direktøren for Hvidovre Hospital udtale for nyligt, så er der ingen der vil betale for den nødvendige rengøring, så hospitalerne må gøre det så godt de kan.

Underforstået, der er ikke penge nationalt set til, at hospitalerne kan køres ordentligt. På alle måder. Det er da til at tage og føle på. Hvorfor finder vi os i det?

Kommunalt selvstyre. Det var det jeg kom fra, selvom det hele er jo lidt samme mødding. Hvorfor er der kommunalt selvstyre? Jeg forstår det ikke. Ved at køre med selvstyre, er hver kommune tvunget til at have en afdeling, der varetager hver enkelt problemstilling en borger kan komme ud for. F.eks. har alle en hjælpemiddelafdeling, et depot, en handicapbil-afdeling, en sygedagpengeafdeling, en børneafdeling, en handicapafdeling for børn, en handicapafdeling for voksne osv. osv.

Alt dette finansieres via bloktilskud og refusionsordninger. For at sikre os, at kommunerne ikke overspenderer vores skattepenge (ha, jeg ved det, det er ret morsomt). Sjovt nok er der ikke lovgivet omkring, hvilken type service der skal leveres for pengene og i forhold til loven.

Det betyder, at kommunerne vælger borgerløsninger, der udløser størst refusion fra staten. Det er stort set aldrig den billigste løsning, det er ofte slet ikke det bedste løsning for borgeren og det er i hvert fald ikke en løsning valgt ud fra et helhedsorienteret synspunkt.

Et eksempel er førtidspension. En førtidspensionist udløser ingen refusion fra staten. En kontanthjælpsmodtager i aktivering udløser fuld refusion fra staten. Så får man sager som ovenstående eksempel, Henrik Dahl er så rasende over.

En kvinde sendes i aktivering med sin seng. Det er billigst for kommunen, da hun så udløser fuld refusion. Og kommunen skal spare.

Et andet eksempel er børneområdet. Hvis man får en bekymring for et barn eller nogle børn, så er der ikke refusion på den indsats, der leveres i hjemmet. Altså støttetimer, samtaler, aflastning osv.

Hvis barnet/børnene derimod anbringes er der refusion på 50% på alle udgifter. Ikke kun anbringelsen selv, men også hjælpemidler, støttetimer i skolen, merudgifter og i det hele taget alt, hvad det barn måtte koste i systemet.

Jeg har skrevet om Ringsted-sagen, som er et klokkeklart eksempel på denne syge praksis i kommunerne, men der findes ufatteligt mange sager. Ligesom, at der findes mange sager, hvor der slet ikke gøres noget – det er trods alt aller billigst. Som i Tønder-sagen. Tønder kommune endte med at skulle betale 300.000 kr. i erstatning. Men Tønder kommune har sparet millioner årligt i mange år ved ikke at hjælpe familien.

Der findes så mange sager om kommunal misforvaltning, at jeg slet ikke kan gå i dybden med dem her. De opstår i et forsøg på at omgå statens refusionsordninger, så man sidder tilbage med mindst muligt af udgiften i kommunekassen. Disse sager koster samfundet milliarder årligt. Ikke kun i direkte udgifter, men også de afledte udgifter.

Er der en løsning på problemet? JA!

Afskaf refusionsordningerne. Fratag kommunerne forvaltningen af socialpolitik og træk opgaverne tilbage direkte under staten. 

Opret få centre rundt om i Danmark til de mest specialiserede funktioner, såsom behandling af handicapbilsager. Det er fuldstændig vanvittigt, at sådanne opgaver skal behandles i hver enkelt kommune. Kør økonomien samlet, også hvad angår indkøb og opbevaring af hjælpemidler. Som det er i dag, deler kommunerne ikke med hinanden og den kørestol, som Noah nu vokser ud af, kan ikke gå til andre borgere end dem i vores kommune. Det er godt nok skrøbeligt i så lille et land.

Opret lidt flere centre eller lokalkontorer til de funktioner, som kræver fremmøde blandt borgerne, men lad styringen og finansieringen være central. Så skal Lolland ikke segne under presset fra mange svage borgere og beskeden skatteindtægt og Frederiksberg skal ikke kunne spare 200 millioner på budgettet pga. den omvendte problemstilling.

Sjovt nok tog det ikke mange splitsekunder, at flytte SKAT tilbage under staten, da det viste sig, at kommunerne slet ikke kunne løfte opgaven. Men der var det selvfølgelig også pengekassen, der blødte for åbent tæppe. 

Det er tydeligvis mindre interessant at ændre forvaltningen af social- og sundhedslovgivningen til statsstyring, når det er mennesker, der forbløder.

Og så få dog oprettet de udkørende specialteams, der kan sætte ind hurtigt, hvis et barn er i fare for overgreb og mistrivsel. Det kræver, at flere faggrupper arbejder sammen, men det må og skal kunne lade sig gøre.

Og hospitalerne, jeg fatter ikke, at vi accepterer det. Der skal være penge nok til ordentlig pleje og rekonvalescens. Og ordentlig rengøring. Skal vi regne på, hvad det har kostet samfundet, at der ikke blev gjort ordentligt rent på barselsgangen, da Noah blev syg?

Hold nu op, hvor vi spilder vores skattepenge. Prøv af spørge din lokalpolitiker, hvor mange penge der går til administration. Det er fuldstændigt til grin.

Mit hjertebarn, Ringsted-sagen, koster statskassen minimum 3 millioner årligt bare i selv anbringelsen og skole, dertil kommer administration, jurister, ankestyrelse osv. Forældrene er blåstemplet ved 5 forskellige uafhængige forældreevneundersøgelser. Børnene vil gerne hjem. Hver gang de snuser til en hjemgivelse, så træder der pudsigt nok en specialskole ind og blander sig (ja, de får 1,3 millioner årligt for at have drengene) eller plejefamilien, som får ekstra vederlag for at have brødrene.

Det er ingen hjemmel overhovedet i loven for at bevare anbringelsen. Synes du ikke de penge kunne bruges bedre? Selvfølgelig synes du det. Og hvis der ikke var en økonomisk gevinst ved at vælge størst tænkelige indgreb i borgernes liv, så blev de penge da også brugt meget bedre.

Kom nu, kære meddansker. Sig fra over for dine politikere. Gør oprør mod dette spild af penge, denne spekuleren i at fifle flest penge fra staten. Kræv at vi alle bliver behandlet ordentlig i Danmark. 

Og husk; Modsat hvad politikerne og økonomerne gerne vil fortælle dig, så har Danmark masser af penge. Masser. 

Lad os bruge dem rigtigt!

Advertisements

About Astrid Lequime

Founder of the Noah Lequime Foundation. Our goal is to brighten the lives of underprivileged special needs children around the world. Social worker, philanthropist and mother of three children. Two are special needs children.
Image | This entry was posted in Politics, Ringsted-sagen, Social work and tagged , , , , , , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s